Er 22. gang lykkens gang for Jiménez?
Af Martin Rahbech
Huldahl og Bjørn klemmer sig ind i top 30 som bedste danskere i Omega European Masters
Han er med for 22. gang, men har endnu kun et par andenpladser at prale af. Men meget tyder på, at 2010-versionen af Omega European Masters kan blive med Miguel Angel Jiménez som vinder.
Den 46-årige spanier startede lørdagens runde med tre slags forspring til Edoardo Molinari, og det forspring blev bevaret intakt inden søndagens finale efter begge spillere kom rundt i 68 slag.
På en delt tredjeplads ligger Matteo Manessero og Steve Webster begge fire slag efter Jiménez.
De fire danskere bliver ikke en del af topkampen. Jeppe Huldahl og Thomas Bjørn ligger bedst placeret på en 29. plads.
Thomas Bjørn kom stærkt fra start med fire birdies på de første seks huller, men sluttede runden i 69 (-2).
Jeppe Huldahl havde en meget blandet scoring med både en eagle og to dobbeltbogeys, men det jævnede sig ud til at runde i par.
Huldahl og Bjørn har samlet brugt 208 slag (-5). Anders Hansen er på 37. pladsen noteret for et slag mere efter en lørdagsrunde i 74 slag. Søren Hansen er på 43. pladsen med 210 slag (-3).








Ingen kommentarer til "Er 22. gang lykkens gang for Jiménez?"
Indsend kommentar