Endnu et stort slag mod kræften
Af Pressemeddelelse
Golfen bidrager efterhånden med rigtig mange midler til kampen mod kræft. Endnu et slag blev slået på Lübker i sidste måned
Sidste måned blev der slået endnu et stort slag mod kræften på Lübker Golf Resort, da foreningen ”Et slag mod Kræften” var vært for den årlige golf-velgørenhedsturnering, P.C.Masters.
Mere end 100 deltagere var samlet for støtte Kræftens Bekæmpelse og slå et slag for den gode sag.
Der var deltagere fra nær og fjern og mange dele af Golfdanmark. Turneringen er helt unik, da både øvede golfspillere og nybegyndere kan deltage i arrangementet. Der var næsten fuldt hus, 70 DGU- spillere og 36 nybegyndere prøvede kræfter med hhv. de fremragende sløjfer Sky-Sand og Academy Course. Nybegynderne lagde ud med undervisning, mens de øvede spillere blev skudt i gang med lyden fra turneringens traditionelle sækkepibe-musik fra en skotte i kilt.
Vejret var perfekt til en gang glimrende golf, og det satte sit præg på nogle flotte scores.
Vinderscoren på Sky-Sand blev på 38 point, hvilket er pænt på den svære og imponerende bane.
Hele 75.000 kr. blev der i år samlet ind til det glimrende formål, Kræftens Bekæmpelse. Et resultat foreningens formand, Karsten Eland, da også er fint tilfreds med.
- 75.000 kr. er bestemt et pænt beløb. Det har været lidt svært på sponsorfronten i år, men de sponsorer som har bakket os op, er vi ovenud lykkelige for. Der skal lyde et kæmpe stort tak til alle deltagere, sponsorer og frivillige der støtter op om projektet. Særligt vores hovedsponsor, Sparekassen Kronjylland, fortjener et stort klap på skulderen, lyder det fra Eland.
Foreningen ”Et slag mod Kræften” er allerede i fuld gang med forberedelserne til næste års P.C. Masters. Målet for 2013-turneringen er at runde de 100.000 kr. Om det lykkes må tiden vise. En ting er sikkert. Foreningen sætter alle golfsejl til næste år og lover, at det bliver et brag af et arrangement.
Foreningen ”Et slag mod kræften” afholder hvert år golf-velgørenhedsturneringen, P.C.Masters, til ære for en god ven, Peter Christensen, der døde af kræft i 2008. Peter blev kun 32 år. P.C.Masters havde sin begyndelse i 2010, og der er indtil videre samlet 228.000 kr. ind via turneringen.
2 kommentarer til "Endnu et stort slag mod kræften"
P. C. Masters
Det var et vel gennemført arrangement med god hyggelig stemning både under og efter matchen. Mange havde været med før og kendte hinanden. Jeg glæder mig allerede til næste år og får forhåbentlig lokket andre fra klubben med.
Tak for et super arrangement.
Tak for et super arrangement. Glæder mig til næste år