En pletfri oplevelse

Vandet lurer bag ved greenen på 4. hul.
Vandet lurer bag ved greenen på 4. hul.
Printer venlig versionSend til en ven

Banebesøg: Hvis du vil forkæle dig selv med natur og golf ud over det sædvanlige, så tag en tur på denne klassebane, næste gang du er i London

Der er simpelthen ikke noget som helst at sætte sin finger på, når man besøger Bearwood Lakes. Jeg har ellers tænkt mig rigtig grundigt om, men alt i denne klub er lige, som det skal være. Toplækkert klubhus, fantastisk bane i super stand, storslået natur og gourmetrestaurant til rimelige priser. Det hele spiller.

Pragtfuldt stykke land
Nu har Bearwood Lakes også nogle forhold, der kunne gøre de fleste danske klubber grønne af misundelse. Klubben ligger på et gigantisk og pragtfuldt stykke land tæt på den lille London-forstad Wokingham, som efter sigende skulle have de lykkeligste indbyggere i hele England.

Hvis de gode borgere i Wokingham spiller golf, giver det i hvert fald god mening. Der er højt til loftet på Bearwood Lakes, hvor ranke fyrretræer dominerer landskabet og peger direkte op mod himlen. Der er god plads til de fremragende træningsfaciliteter på Bearwood Lakes, og banen er designet så sindrigt, at man ikke bliver forstyrret af andre spillere på banen, mens man vandrer rundt på den flotte bane.

Når klubben samtidig kan tilbyde et toplækkert klubhus med en restaurant, hvor de har lokket en gourmetkok til at trylle i køkkenet, så er der ikke meget at brokke sig over. Faktisk slet ikke noget.

Svage huller? Ikke her
Lad det være sagt med det samme: Bearwood Lakes er ikke en klassisk britisk linksbane. Den minder nærmest om en amerikansk resortbane, men med mere særpræg og “kant”. Der er ikke et eneste svagt hul på banen, og den er ekstremt velholdt. Luke Donald, der spillede Bearwood Lakes i maj, hyldede efterfølgende banen: - Den har et fantastisk layout og er i fremragende stand.

Man lægger fra land med et dejligt par 4-hul, der bugter sig gennem landskabet. Derefter følger et par 5-hul med rimelig god plads på fairway, hvor du skal slå bolden op til en hævet green. Generelt er der god plads i udslagene på Bearwood Lakes, men hullerne er også relativt lange og let kuperede. På vindstille dage kommer slaget til at stå omkring de 18 greens, mens den tykke rough godt kan blive en faktor på dage med blæsevejr.

Bearwood Lakes bliver ved og ved med at fremtrylle gode og varierede golfhuller, hver gang man når frem til et nyt teested. Der er teeslag over vand, højdeforskelle, doglegs, synlige fairwaybunkere, svære approachslag og hurtige greens.

Hvis man skal fremhæve banens bedste hul, må det være par 3-hullet 14. hul på 160 meter, hvor du skal slå skråt over den store sø. Jo mere du satser på at gå mod flaget, jo større risiko er der for at høre det alt for velkendte plop. Du kan også tage en sikker bogey ved at lægge dig kort af green og tage det meste af søen ud af spil.

Generelt giver Bearwood Lakes dig chancen for at komme i klubhuset med en fornuftig score, hvis du kan holde dig væk fra den seje rough. Hvis du slår nogenlunde lige, burde den ged være barberet.

Alt klapper
Det er fedt at være i en golfklub, hvor alt klapper. Banen, klubhuset, træningsfaciliteterne, ja, selv serviceniveauet i klubben, hvor man behandler gæsterne som konger og dronninger. Bearwood Lakes kan kun betegnes som en pletfri oplevelse – både på og uden for golfbanen.