En klassisk oplevelse


Printer venlig versionSend til en ven

OL er forlængst forbi, og stjernerne er taget hjem. Men derfor kan du stadig godt få en stor sportslig oplevelse i London

Når du ankommer til det eksklusive golfresort The Grove i Watford 30 km nord for London, vil din udlejningsbil højst sandsynligt være et af de usleste køretøjer på parkeringspladsen. Der står Bentley, Aston Martin og Rolls-Royce på de fleste af de andre. Det er nemlig Londons absolutte elite, der hænger ud på The Grove, og mange af dem er golfspillere. Når du ser banen, forstår du hvorfor.

Landskabet omkring The Grove er gennemsyret af britisk historie. John de Britwell erhvervede landområdet ved “The Manor on the Grove” i 1294, og siden har det skiftet hænder adskillige gange. Stedet har haft et utal af royale gæster, bl.a. Dronning Victoria og Kong Edward. I dag er det mest kongerne inden for sport og underholdning, der slapper af på The Grove. For eksempel har det engelske fodboldlandshold fast base på The Grove i forbindelse med hjemmekampene på Wembley, og de forventer en fyrstelig behandling. Og det får de.

Man bor overdådigt på The Grove, som byder på 191 luksuriøse værelser, tre gourmetrestauranter og aldeles fremragende betjening. Hotellets standard er en konge værdig, og det samme gælder resortets golfbane.

Den grønne løber
En tidlig morgen i det uforstyrrede og majestætiske landskab på The Grove er perfekt til golf. Du indånder den friske morgenluft, nyder stilheden og ser din golfbold trække lange spor i morgenduggen, der har lagt sig som en tynd film over golfbanen. Det må være det her, golfguderne havde i tankerne, da de skabte vores elskede sport.

Det er fristende at leje en buggy på The Grove, men gør dig selv en stor tjeneste og gå banen rundt i stedet. Det er ren balsam for sjælen at traske rundt på Kyle Phillips’ perle af en golfbane, og den grønne løber er i den grad rullet ud. The Grove er velholdt som få andre baner i hele Europa. Fløjlsbløde fairways, flot rough og lynhurtige greens i absolut perfekt stand. Den stolte britiske greenkeepertradition fornægter sig ikke.

1. hul giver dig en stille og rolig start. Spil det korte par 4-hul med lidt omtanke, og sæt et par gode point ind på kontoen. Derefter venter to lange par 4-huller, hvor især 3. hul kan give nervøse trækninger. Hullet er 390 meter langt og er krydret med et smalt landingsområde på fairway, som kræver kirurgisk præcision. Og approachslaget over en sø ind mod pinden kræver nerver af stål.

Andre gode huller er det lange 9. hul, som en vis Tiger Woods tænker tilbage på med glæde, og det lumske par 3-hul 13. på 190 meter ned ad bakke, der stiller dig over for et vanskeligt køllevalg. Dårlige huller er til gengæld ikke noget, Kyle Phillips har fundet plads til på The Grove.

Alle hullerne står klart i erindringen i lang tid efter runden, for Kyle Phillips har givet hvert hul sit eget særpræg. Der er både svære og overkommelige huller i løbet af runden, men generelt har man en god chance for at få en godkendt score med hjem fra The Grove.

Der er bare ét problem med at spille sådan en bane. Næste gang du spiller golf på en anden bane, vil du lægge mærke til alle mulige små skønhedsfejl. For dem finder du ikke på The Grove.

Blærerøvsværdi: 4
Når du får mulighed for at spille en engelsk golfbane i perfekt stand og har en god chance for at møde berømte kendisser, så skal du faktisk blære dig.

Tilgængelighed: 5
Alle golfspillere er velkomne på The Grove, selvom banen kun bør spilles af øvede golfspillere. Der går et utal af fly fra Danmark til London hver eneste dag til priser langt under en greenfee.

Skønhedsværdi: 3
Det smukke engelske landskab omkring banen rummer masser af sjæl og historie, og både hotellet og golfbanen er med rette et af den engelske overklasses foretrukne ånderum.

Sværhedsgrad: 3
The Grove er ikke voldsomt svær fra tee til green, men du skal placere dig rigtigt på de store greens og have styr på puttelængderne for at få en god score med hjem. Desuden kan det lunefulde engelske vejr kaste grus i maskineriet.