En helt speciel linksbane

Klassisk BlackSeaRama - rough, sand og hav.
Klassisk BlackSeaRama - rough, sand og hav.
Printer venlig versionSend til en ven

BlackSeaRama: Man forventer ikke at se en klassisk skotsk linksbane i Bulgarien – men overraskelsen bliver hurtigt afløst af henrykkelse

- BlackSeaRama er en helt speciel golfbane. Du skal se den, før du tror på det!

Den verdenskendte banedesigner og tidligere golflegende Gary Player var alt andet end ked af det, da han havde lagt sidste hånd på golfbanen BlackSeaRama direkte ned til Sortehavet. Og Player har god grund til at være stolt af sit bulgarske mesterstykke. Det fremragende layout er inspireret af den fineste skotske linksgolf, og det tilhørende resort byder på faciliteter af en standard, der er nærmest uhørt på vores breddegrader.

BlackSeaRama er nemlig ikke bare et hvilket som helst golfresort. Det er et sted, hvor man som den største selvfølgelighed har formået at sammensætte hygge, flot arkitektur, storslået natur, miljøvenlighed, gastronomi og velvære i en imponerende pakke. Og så er der lige golfbanen. Den kan du se i videoen herunder.

(Artiklen fortsætter under videoen).

Fabelagtig udsigt
Det første, man bemærker i BlackSeaRamas klubhus, er den fabelagtige udsigt over Sortehavet, som heldigvis går igen på mange af golfhullerne. Klubhuset er et kapitel for sig. Lækre materialer, hyggelig stemning – og så er der både boblebad, indendørs pool og gourmetrestaurant med havudsigt til sultne og/eller svømmelystne golfspillere. Det skal man da have i et klubhus.

BlackSeaRama åbnede sin golfbane for offentligheden i 2009, og samme år vandt banen Golf Inc.’s pris for "Verdens bedste nye bane 2009". Jeg glædede mig allerede.

18 huller med kontant afregning
Banen har fire teesteder med en længde på henholdsvis 6240, 5857, 5424 og 4662 meter, hvilket gør den velegnet til alle typer golfspillere.

BlackSeaRamas fairways er i fremragende stand, og greens tager rigtig flot imod approachslagene. Her får du god brug for din pitchfork. Selvom greens virker true, kan det være ekstremt svært at finde den rigtige puttelinje. Gary Player er nemlig en udspekuleret herre, der bruger optisk bedrag til at skjule hældningen på mange af banens greens, og når du kommer ind i klubhuset efter dagens runde, har du helt sikkert ladet en del point ligge på greenen. Eller også er det bare mig…

Gary Player giver dig en relativt nænsom start på runden, hvis du vel at mærke får godt med luft under dit drive, så du ikke får nærkontakt med den høje rough i første forsøg. 1. hul er et par 5-hul på 436 meter, hvor man med det samme bemærker Gary Players forkærlighed for linksgolf. Masser af onduleringer, knæhøj rough i siderne og strategisk placeret sand.

Herefter følger tre gode par 4-huller, hvor du skal forsøge at finde rytmen og lære greens at kende. Hvis du rammer en blæsende dag, kan vinden have stor indflydelse på dine teeslag. I så fald kan det ofte betale sig at lægge op og gå efter en sikker bogey frem for at spille helt og jagte guldet. Der er nemlig både vand og sand i spil, som er med til at beskytte de store greens. Især 4. hul (383 meter) er et drønsvært og bragende godt golfhul, hvor du ofte skal slå ind over vandet i approachslaget for at placere dig optimalt på greenen.

Der åbnes for den visuelle godtepose
Efter et nydeligt lille vandhul (par 3, 107 meter) følger endnu et par udfordrende par 4-huller, inden det så småt går ind mod klubhuset – og Sortehavet. Og på det smukke 9. hul (par 5, 457 meter) åbner Player virkelig op for den visuelle godtepose, og på afstand ligner det, at greenen slutter i Sortehavet.

På bagni fortsætter udfordringerne. Et godt dogleg højre-hul (par 4, 361 meter)åbner sløjfen efterfulgt af et pangt par 5-hul (470 meter). Det meget hyggelige og links-agtige 13. hul (par 3, 158 meter) spiller langt op ad bakke og giver gode muligheder for at hugge til bolden. Men vær præcis og kend din længde, så du ikke bliver fanget af roughen.

Det dejlige 17. hul (par 5, 457 meter) slutter helt ude ved Sortehavet og sætter den store finale i scene: Signaturhullet 18. hul, et dramatisk par 3-hul på 198 meter over en kløft og massivt op ad bakke mod greenen. Et brag af et afslutningshul med Sortehavets majestætiske kulisse hele vejen op ad højre side. Regn ikke med at slippe uskadt fra det.

Så skal livet nydes
Efter 18 huller i bagende oktobersol på BlackSeaRama var det bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse at tage en halv time i pool og boblebad. Og så er der et eller andet ved Sortehavet, som giver lyst til frisk skaldyr og hvidvin. Måske fordi BlackSeaRamas restaurant lokkede med friske muslinger og deres helt egen Chardonnay til yderst rimelige priser.

Det er ikke svært at nyde livet på BlackSeaRama – også uden for golfbanen.


6 kommentarer til "En helt speciel linksbane"

Reklame

Undre mig meget over at Golf.dk ( DGU egen hjemmeside ) sætter en så stor reklame på forsiden. Det er jo ikke andet end en lang annonce.! og så for en klub der ligger i udlandet. Har redaktøren fået en gratis rejse der til..? Jeg har svært ved at se årsagen til denne artikel...

Fedt

Hmm. Jeg synes da det er meget fedt med nogle beskrivelser af andre baner. Havde aldrig selv tænkt på at tage til Bulgarien for at spille golf, men kunne da godt finde på det, efter at have læst artiklen.
Tak for inspirationen....

Lyder godt

Og ja der burde ha stået at golf var inviteret af dittendatten-rejser - men jeg synes det er skønt at i slår et slag for bulgarsk golf - men hvorfor er der intet om priser

Priser

Hej Harder,

du skal kigge øverst i artiklen i højre margen - der står lidt om priserne.

verdensklasse med disse beskrivelser...

Jeg ville aldrig have tænkt på bulgarien som et golf land - men nu vil jeg da til at undersøge om en mulig golftur skulle gå derned og spille nogle perler :)

Claus, kan du anbefale nogen at rejser derned med ;)

Endnu et golfland

Lyder som en fed bane. Kunne godt tænke mig, at man gjorde lidt for at promovere hvilke "nye" golflande der er skudt op.

Som en fodnote hedder det vel ikke "tidligere" golflegende - det er han vel stadig, selvom han ikke spiller ;-)

(ikke mere flueknep fra mig i dag)