”Vil du høre legenden om floden med de røde sten?”, spørger han og kigger forventningsfuldt på mig. Jeg når knapt at nikke, før han begynder på historien om kongen, der finder ud af, hans dronning har taget sig en elsker og om, hvordan de to elskende hver nat mødes ved floden, hun på den ene side og han på den anden.

Kongen sender sin tjener for at myrde dronningens elsker, men ved skæbnens mellemkomst ender tjenerens pil i dronningens hjerte. Hendes blod blander sig med flodens vand, og siden hen har flodbundens sten delt farve med den tyrkiske aftensol.

Det er den anden legende, han har fortalt mig i løbet af de 20 minutter, vi har brugt på at køre fra lufthavnen i Antalya i retning mod Belek. Fyren hedder Fatih og er Operation Manager i Antalya. Lige nu betyder det bare, han har ansvaret for, jeg kommer sikkert frem. Floden skulle angiveligt løbe et sted i nærheden.

Fatih udfører sit job upåklageligt, og da vi endelig kører op mod hotellets indgang, møder der os et gigantisk tyrkisk palads med guld og marmor, så langt øjet rækker. Hotellet tilhører kæden Kempinski og er efter sigende det fornemste i Belek.

Jeg tager afsked med Fatih og entre hotellets lobby, der overrasker ved at være på størrelse med en fodboldbane. På vej op til mit værelse klokken halv to om natten føler jeg mig pludselig – bare en lille smule – som en figur i en af Fatihs fortællinger.

Årets golfdestination
Jeg er havnet i Belek, en på papiretuanseelig tyrkisk provinsby cirka 35 kilometer øst for millionbyen, Antalya. Ankommer man med en golfcap på hovedet, er Belek dog alt andet end ubetydelig. Rundt om byen har der spredt sig 14 luksuriøse golfanlæg, der kan få mundvandet til at skvulpe hos enhver dedikeret golfer.

Prominente navne som Nick Faldo og David Feherty har slået stregerne til hver deres bane, og i kulissen venter Colin Montgomerie og Peter Thompson med deres bidrag til samlingen. Hvor mange baner, der ender med at være i området omkring Belek, står vist ikke helt klart for nogen, heller ikke for tyrkerne selv. Standarden derimod er decideret prisværdig.

På en stort opsat pressekonference får vi således lejlighed til at overvære præmieringen af Belek som årets golfdestination i Europa. Prisen overrækkes af IAGTO, en sammenslutning af dedikerede golfrejsearrangører fra 45 forskellige lande i hele verden. Tyrkerne er umådelig stolte af prisen, for som direktøren Ali Sahin fra Cornelia Golf Club bemærker fra talerstolen, ”det betyder, vi har opnået noget”. Og det er der jo ingen, som kan benægte. 

100 baner
I hele Tyrkiet findes der udover golfbanerne i Belek kun to i Istanbul. På konferencen fortæller en af de fremmødte honoratiores, at man på sigt ønsker cirka 100 baner i Tyrkiet.

Nogle vil måske synes, det tal virker en smule beskedent, når landet nu en gang huser over 70 mio. mennesker. Der er dog ingen, som i deres vildeste fantasi forestiller sig, tyrkerne vil droppe deres passionerede fodboldinteresse for i stedet at myldre ud på de mange nyanlagte fairways.

Rige shippingmagnater fra Istanbul og Izmir skal nok løse billet til flere af de mange dyre medlemskaber. Den overordnede plan går dog du på at tiltrække horder af vesteuropæiske turister til Tyrkiet, så de kan få luftet golfkøllerne, mens de hjemlige greens ligger beskyttet under 30 cm sne – eller som her til lands af greenkeepernes årvågne blikke.

Ram perronen
Så her står vi altså. 15 vinterblege journalister, trippende som en flok kåde kvier, der netop har spottet et dejligt stykke med grønt græs. Den første smagsprøve er henlagt til National Golf Club, som også er områdets ældste bane. National blev åbnet tilbage i 1994 og er designet i samarbejde med den tidligere Ryder Cup spiller, Nordireren David Feherty.

Det er der kommet en utrolig smuk, men også nervedirrende smal bane ud af. Flere steder snor fairways sig ud og ind mellem pinjetræerne som en almindelig dansk togperron, en smule blødere, men stort set ikke bredere. For enden venter der nogle urimeligt små greens, der til tider ligefrem er beskyttet af lumske og meget linksagtige bunkers.

National er måske Beleks sværeste udfordring overhovedet. Sjovt nok er det samtidig den bane, jeg ender med at værdsætte mest. Fehertys layout er utrolig varieret og lægger hele tiden op til, man som spiller vælger den intelligente løsning. Ikke at man så gør det – vælger den intelligente løsning. Men det er da rart at vide, man har muligheden.

Overdimensioneret bølgepap
Ovre på Cornelia Golf Club har Nick Faldo begået en lidt mere moderne 27-hullers bane. Faldos layout er knap så asketisk, og som gæst bliver man forkælet med bjergtagende hulforløb og bølgende greens. Flere udtrykte større forståelse for Cornelias evner end Nationals. Især var det kvindelige selskab fortørnede over de mange blinde huller, som skulle findes på National. Jeg må have overset dem.

Til gengæld er der fra flere af hullerne flotte kig til de kilometer høje Taurus bjerge, hvis sneklædte tinder skuer ud over den tyrkiske riviera. Bjergene udgør en majestætisk kulisse over alt i området, og vil helt sikkert sænke spilletempoet, så snart pinjetræerne træder til side.

Bjergene er også synlige fra Sueno Golf Club, som er det tredje stop på vores rundtur. I modsætning til de to foregående baner er Sueno puklet som en gammel skotsk sækkepibe. Har man ikke prøvet at spille fra denne type overdimensionerede bølgepap, som de lærde kalder for links, så vil Sueno helt sikkert være en oplevelse.

Personligt havde jeg meget sjov ud af at vælge den forkert køllelængde fra de mange uphill og downhill lejer. Og så springer bolden jo sjældent lige fremad på en bane, der bølger fra side til side.

Sueno har intet prominent navn tilknyttet sine 36 huller, men det ændrer ikke ved, at banen er et både flot og spændende bekendtskab. Sjovt nok virker den faktisk mere spilbar end de to øvrige, måske fordi den er knap så smal og virker pleasing to the eye, som de siger i England. 

Sne og sol
Uanset hvilken bane, vi besøgte, så var standen overraskende høj, årstiden taget i betragtning. Mens vi i februar i Danmark nærmest spiller crocket efter en murerspand, var især greens flere steder fuldt på højde med det, man finder på en god dansk sommerdag.

Nu skal man ikke tro, det bare er sol og sommer hele året på den tyrkiske sydkyst. Ugen før vores ankomst havde de fået sne i området, og en tidlig teetime kan godt byde på 4-5 grader inklusive en bidende vind fra bjergene. Det oplevede vi en enkelt dag, hvilket fik flere af de fremmødte til at mumle, at hvis det her fortsatte, så kunne man fanden-gale-mig finde dem i klubhuset foran en varm kop kaffe skumle-skumle …

Når solen listede sig op over trækronerne, steg temperaturen dog snart til behagelige 15-20 grader, og så var det tid til at lufte de blege underarme. Hen over sommeren kan dagtemperaturen ryge helt op mod de 50 grader, så de fleste rejsearrangører anbefaler, man holder sig væk fra juni til september. 

Happy Land
Før man drager mod Belek, bør man indse, at stedet nok er et golfmæssigt paradis, men at det egentlig også er alt, man finder på de her kanter. Belek by er hurtigt overset, og det samme er landskabet uden omkring. Desværre ligner det på nogle punkter mest af alt et amokløb for byggeentreprenører, der kæmper om at blive de første, som kan nå Taurus bjergene 50 kilometer inde i landet med spidsen af en murerske.

Skulder ved skulder henover den flade slette rejser der sig helt nye og ens villaer, klar til at blive opkøbt af golfgale europæere eller russere. Efter sigende skulle man kunne erhverve sig en bolig for 100.000 Euro, hvilket egentlig ikke lyder specielt dyrt. Samtidig får man endda lov til at køre igennem en port, hvor på der står ”Happy Land”…

Et eventyr værd
Når det hele om nogle år er vokset til med palmer og fine små blomsterbede, ser det sikkert vidunderligt ud. Indtil da bør man nyde den femstjernede service, som er standard både i klubhusene og på de mange hoteller i Belek. Hvert hotel har sin egen – nogen ville sige lidt pompøse – arkitektur, der skal minde gæsterne om, de er offer for den mest luksuriøse betjening, man kan opdrive.

Flere af hotellerne drives desuden som veritable sportscentre, hvor pool og wellness faciliteter suppleres af både tennisbaner, fodboldbaner og formentlig endnu flere baner, jeg bare ikke nåede at se. Jeg hørte nogle råbe ”tempo-tempo gutter” nede foran min terrasse, så dansk fodbold har i hvert fald opdaget stedet.

Som dansk golfer er der heller ingen grund til at holde sig væk, specielt ikke i vinterhalvåret, hvor man for en overskuelig pris kan få pudset spillet af, mens den hjemlige scene er lukket for optræden. Vi nåede langt fra at bese samtlige 14 baner i området, men holder de bare tilnærmelsesvis standarden, så er Belek på alle måder et lille stykke eventyr, man passende kan lune sig ved, mens Kong Frost holder hof i Dannevang.

Book tid til ski-off

Tyrkiet er sol og strand, Hamam og skrigende sød nougat. Men Tyrkiet er også et bjergland med tinder, der overstiger, hvad selv Alperne kan præstere. Tyrkiets højeste bjerg Mount Ararat rejser sig således 5165 meter over havets overflade.

Længst mod syd kun et halvt hundrede kilometer fra kysten snor Taurus bjergene sig hen over de anatolske sletter som en lang rygrad med bjerge på op til 3700 meter. Har man fået ondt i nakke og skulder af for meget golf, kan man fra november til april her finde mindst et par skisportssteder, som for en dag eller to vil sørge for, resten af kroppen bliver tilsvarende øm.

Tyrkiet gør ikke meget for at promovere sig selv som skidestination, hvilket vel er forståeligt nok. Men hvis man alligevel er draget på vintergolfferie, så kan man ved at køre en god times tid ind i landet opleve velpræparerede pister, tindrende pulversne og adskillige muligheder for langrend.

Fra tee til afterskiing
Der findes umiddelbart to skisportssteder, som kan nås inden for en time til halvanden fra Belek, nemlig Saklient og Davras. Saklient ligger umiddelbart tættest på Antalya og udmærker sig ved at tilbyde skiløb i marts og april måned, hvor havet samtidig er varmt nok til at bade i. Mange vælger af samme grund at lege Bode Miller om formiddagen og David Hasselhoff om eftermiddagen.

Davras er efter sigende et mere veludbygget skiresort med både sorte, røde, blå og gule pister. Vi taler ikke skiløb som i de tre dale i Alperne, men alting foregår i over to kilometers højde, sneen er som regel rigelig, og løjperne serviceres af både træk- og stolelifter.

Ski- og golfpakke
Davras huser desuden et hotel, så man behøver ikke nødvendigvis skynde sig tilbage, hvis skituren trækker ud. Planlægger man en overnatning, så tjek med rejseselskabet eller hotellet i Belek, for det skulle være muligt at købe rejsepakker, hvor både golf og ski er inkluderet.

Står der golf på hele ugen, så er en skitur altså måske lige det, der skal til, for at fuldende rejsen. Desuden minder de to sportsgrene jo lidt om hinanden. Efter et stykke tid smider man med stavene, samler op lidt før mål og cruiser stille og roligt ind i baren for at grine af det hele.

Bragt i Dansk Golf nummer 3, 2008