Eliten varmer op

Silkeborgs Jacob Holst er en af de spillere, der skal med i opvarmningsturneringen (Foto Silkeborg GC)

Printer venlig versionSend til en ven

Mens alle danske golfklubbers elitehold forbereder sig på sæsonen, har fire klubber i Jylland og på Fyn indledt et samarbejde som optakt til Danmarksturneringen

Divisionsklubberne i Silkeborg Golf Club, Kolding Golf Club, Odense Eventyr Golf Klub og Gyttegård Golf Klub går sammen om at arrangere en træningsturnering i en weekend et par uger før turneringsstarten.

Det er foreløbig aftalt, at samarbejdet som et non-profit tiltag skal løbe over fire år, hvor klubberne på skift lægger bane til træningsturneringen. For at minimere omkostningerne sørger arrangørklubben for attraktive tilbud på overnatning og bespisning.

De fire klubber har aftalt at stille med de to bedste hold blandt herrerne, så der vil blive afviklet to sideløbende turneringer for første- og andethold.  Konceptet for turneringen bliver det  samme med hulspil, som også er gældende for Danmarksturneringen.

Formålet med træningsturneringen er i første række at ruste divisionsholdene op til sæsonen. Men samtidig er det nye samarbejde også en økonomisk besparelse i forhold til tidligere træningsturneringer, hvor det koster klubberne op til 20.000 kr. plus overnatning og forplejning at tilmelde sig.