ECCO Touren går live

PÅ fredag kan du følge ECCO Tour live her på Golf.dk (Foto: Eccotour.org)

Printer venlig versionSend til en ven

Fra denne sæson kan du følge afslutningen af de danske ECCO Tour turneringer direkte på både Internet og TV. Første gang er fredag den 4. maj.

Har du svært ved at sætte ansigt på de nye danske golftalenter, eller ønsker du at følge Steen Tinning eller Mads Vibe-Hastrups kamp om at komme tilbage til hver deres top, så får du fra denne sæson en ny og enestående mulighed.

- Vi ved, at der er en masse golfinteresserede danskere, der følger vores livescoring intenst på finaledagen. Dem kunne vi godt tænke os at tilbyde lidt ekstra, ligesom vi har en ambition om at gøre vores talenter mere kendte. Ja, og i det hele taget gøre dansk golf lidt mere folkeligt, forklarer ECCO Tourens presse- og medieansvarlige, Brian Vester.

- I den forbindelse er det også glædeligt, at vi har fået en aftale i stand med Kanal Sport, som vil bringe vores live-udsendelser og i det hele taget følge ECCO Touren hele året.

Et ærligt TV koncept
Har man brugt de sidste år på at se Europatour og PGA Tour i fjernsynet, så skal man dog sætte sine forventninger en smule ned – i hvert fald på det æstetiske plan. Til gengæld lægges der meget vægt på indholdet, som skal opveje en produktion, der budgetmæssigt og dermed billedmæssigt ikke kan hamle op med de enorme resurser der ligger bag de store golfproduktioner.

Tournament Director og primus motor for ECCO Touren, Flemming Astrup er selv ganske godt tilfreds og glæder sig til det nye tiltag.

- Det har været vigtigt for os at finde et koncept, som vi kan leve op til. Vi vil ikke gabe over for meget, og derfor forsøger vi ikke at være noget, som vi ikke er. Vores live-udsendelser lægger op til en masse interviews, debat, snak med morgendagens stjerner, lidt tips og gode råd fra spillerne, og så håber vi, at folk vil sætte pris på at kunne se live-billeder fra afslutningen på hul 18 imens.

ECCO Touren har i 2012 fast deltagelse af blandt andre de to tidligere Europatour-vindere, Steen Tinning og Mads Vibe-Hastrup. Der er desuden store forventninger til den tidligere Europamester, Lucas Bjerregaard, mens man også vil få besøg af spillere som Morten Ørum Madsen,  Joachim B. Hansen og Jeppe Huldahl.

2012-sæsonen blev indledt i Spanien i marts måned. Og herunder kan du se eller gense udsendelsen fra Mediter Real Estate Masters.

Næste gange der sendes live er på Rømø ved Sydbank Masters – Presented by Visit Tønder, og det er fredag den 4. maj kl. 13.00 og du kan se udsendelsen live her på Golf.dk.