ECCO Tour på nye eventyr
Af Henrik Søe
ECCO Touren er klar til 2012-sæsonen og kan nu præsentere et program med 14 turneringer og flere spændende nyheder.
- ECCO Touren har udviklet sig en vigtig fødekæde for de unge danske spillere, som skal videre i Europa Tour-systemet. I 2011 fungerede ECCO Touren som en perfekt katapult for nyprofessionelle stortalenter som Joachim B. Hansen og Morten Ørum Madsen, og vi er klar til at sende flere spillere i hælene på de to. Vi ser frem til 2012-sæsonen og er meget tilfredse med programmet, som er en god kombination af populære tradtionsrige turneringer og nye spændende tiltag, siger Flemming Astrup fra Golfpromote, der står bag ECCO Tour.
Sæsonen åbner traditionen tro i Spanien i marts, hvor ECCO Tourens Winter Series byder på to turneringer - ECCO Spanish Open og Mediter Real Estate Masters - på La Manga med en samlet præmiesum på 90.000 euro.
Efter “opvarmningen” under sydligere himmelstrøg vender ECCO Touren hjem til Danmark og en dugfrisk nyhed. Den danske sæson indledes nemlig på Rømø Golf Links med Sydbank Masters - Presented by Visit Tønder, en turnering med nyskabende involvering fra Tønder Kommune.
- Tønder Kommune ser ECCO Touren som en oplagt måde at markedsføre egnen på. Vores engagement er en del af et bredere samarbejde mellem de tre klubber i kommunen, som også skal sætte fokus på klubbernes sociale ansvar og det sundhedsmæssige aspekt i golf. Samtidig er golfen et af mange elementer på en længere rejse som handler om at ændre regionens image fra udkantsdanmark til udviklingsdanmark, siger Kurt Smidt, der er leder af Kultur og Fritid i Tønder Kommune.
Rømø og Samsø
Fra Rømø går turen til Nivå, der er med for andet år i træk - og denne gang med en ny sponsor i form af Club La Santa, der lægger navn til Club La Santa Championship.
Samsø er en af ECCO Tourens faste destinationer og det laves der heller ikke om på i år, hvor Samsø Masters kan fejre 10 års jubilæum.
Efter Samsø byder ECCO Tour igen på et par spændende nyheder på programmet. Først er det Hammel Golfklub, der debuterer som vært med Danjord Masters og kort tid efter går turen mod Horsens og Stensballegaard Golfklub, der i år får en fremtrædende rolle på tourkalenderen.
Stensballegaard Golfklub lægger først græs til Bravo Tours Open, som samtidig kommer til at fungere som generalprøve for årets helt store brag på ECCO Tour-kalenderen. Det bliver nemlig Stensballegaard Golfklub, som i år skal være vært for den europæiske Challenge Tour og ECCO Tour Championship hosted by Thomas Bjørn og Ejner Hessel.
Mellem de to turneringer på Stensballegaard tager ECCO Touren for andet år i træk en afstikker til Norge, hvor Mørk Golfklubb afvikler Mørk Masters - en turnering, som sidste år bød på rekordmange birdies.
Efter ECCO Tour Championship drager feltet til Sverige, hvor der afvikles Landskrona Masters - en co-sanctioned turnering mellem ECCO Tour og den svenske Nordea Tour. Ugen efter er der traditionen tro Barsebäck Invitational, hvorefter spillerne igen skal tilbage over sundet.
Willis Masters i Kokkedal er næste stop på programmet, en turnering som sidste år overraskende blev vundet af den lokale amatør Nicklas Nørgaard Møller og dermed et godt eksempel på, at ECCO Touren er en god rugekasse for unge fremadstormende talenter.
Danish Open
Og så er turen ellers kommet til Himmerland, hvor det er tid for årets største nyskabelse i form af FREJA PGA Championship, som for første gang i historien danner ramme om et decideret “Danish Open”.
Tre af de store aktører i dansk golf, Golfpromote, PGA og Dansk Golf Union er gået sammen om at skabe et ordentligt brag af en golfturnering, hvor der skal uddeles trofæer i fem forskellige rækker. FREJA PGA Championship danner for første gang ramme om finalen på amatørernes Royal Tour, ligesom PGA Proerne skal have afgjort mesterskaber for A-Pro’er, Pro-elever og Senior-Pro’er. Disse rækker afgøres efter 36 huller, hvorefter der er et stort samlet cut, og de bedste går videre til finalerunden og kampen om at blive dansk PGA-mester 2012.
FREJA PGA Championship bliver samtidig sidste chance for at kvalificere sig til de to Nordic League-finaler på ECCO Tour og Nordea Tour. ECCO Tourens finale Backtee Race to Himmerland spilles vanen tro også i Himmerland og i 2012 kan spillerne glæde sig til at prøve kræfter med den redesignede New Course. Den nye New Course får sin debut, når de bedste ECCO Tour-spillere i starten af oktober sætter punktum for sæsonen i den store sæsonfinale med en samlet præmiesum på 500.000 kroner.
| From | To | Tournament | Prize fund |
| 16/03 | 18/03 | ECCO Spanish Open - La Manga Club, Spanien | 335.000 kr |
| 21/03 | 23/03 | Mediter Real Estate Masters – La Manga Club, Spanien | 335.000 kr |
| 02/05 | 04/05 | Sydbank Masters – Presented by Visit Tønder, Rømø Golf Links | 300.000 kr |
| 09/05 | 11/05 | Club La Santa Championship, Nivå Golf | 300.000 kr |
| 06/06 | 08/06 | Samsø Classic - Samsø Golfklub (Reduced field 72 players)* | 250.000 kr |
| 15/06 | 17/0 | Danjord Masters - Hammel Golf Klub | 300.000 kr |
| 27/06 | 29/06 | Bravo Tours Open - Stensballegaard Golfklub | 300.000 kr |
| 03/08 | 05/08 | Mørk Masters – Mørk Golfklubb, Norge | 300.000 kr |
| 15/08 | 18/08 |
ECCO Tour Championship – Hosted byThomas Bjørn & Ejner Hessel** Stensballegaard Golfklub EUROPEAN CHALLENGE TOUR |
1.200.000 kr |
| 24/08 | 26/08 | Landskrona Masters – Landskrona Golfklubb, Sverige | 350.000 kr |
| 27/08 | 28/08 | Barsebäck Invitational – Barsebäck Sverige*** | 100.000 kr |
| 05/09 | 07/09 | Willis Masters – Kokkedal Golfklub | 300.000 kr |
| 19/09 | 21/09 | FREJA PGA Championship – Himmerland Golf & Country Club **** | 300.000 kr |
| 04/10 | 06/10 | BACKTEE Race to Himmerland ***** | 500.000 kr |
* Turneringen afvikles med 72 spillere
** Turneringen er en del af European Challenge Tour 2012 og ikke en del af Nordic Golf League
*** Invitations turnering for 32 spillere – ikke tællende til Nordic Golf League Ranking
**** Inkluderer: Finalen på Royal Tour samt PGA Mesterskab for Seniorer, A-proer og elever
***** Top 70 fra ranglisten, 2 wildcards, de 3 PGA vindere fra uge 38 samt top 5 fra Titleist Amatør Ranglisten
Læs mere på Eccotour.org







2 kommentarer til "ECCO Tour på nye eventyr"
Stensballegård / DM Slagspil
Underligt... I sidste sæson skulle Lübker afholde DM slagspil, men så bød de ind på en ECCO tour turnering, samt en Challenge Tour turnering og man flyttede DM Slagspil. I år er det så det samme, Slagspil skal afholdes i Stensballegård, men nu har de budt ind på både en ECCO og en Challenge Tour turnering også.... Skal DM Slagspil mon flyttes igen?
Nu lå DM slagspil og ECCO
Nu lå DM slagspil og ECCO Tour-turneringen jo lige op ad hinanden, hvilket måske var en af grundene. Håber da at det ikke går samme vej som sidst, nu hvor der er lidt mere luft
Indsend kommentar