Dygtighed og held gav årets slag

Det kunne være endt med en golfmæssig katastrofe, da Shane Lowrys bold ramte dette træ på sidste hul af WGC - Bridgestone Invitational, men i stedet hjalp grenene ham til sejren og årets slag på europatouren (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Det siges, en smule held er påkrævet for at vinde golfturneringer. Det samme var tilfældet i konkurrencen om årets slag på europatouren

Der blev skudt 46 holes-in-one og fire albatrosser på europatouren i 2015, men i konkurrencen om Shot of the Year løb en lettere mislykket wedge med sejren.
 
I WGC Bridgestone Invitational havde Shane Lowry bragt sig i position til at vinde, men på sidste hul drivede han bolden dybt i venstre og fandt sig udfordret af træer og et dårligt leje. fra 116 meter bankede den skæggede irer til en sandwedge, ramte et træ kort af green og så bolden ende få meter fra flaget. 
 
- Det var faktisk et ret forfærdeligt leje. Den sad nede i en fordybning. Det var næsten, som om nogen havde stået på den, men det var der, hvor tilskuerne gik. Jeg sagde til (min caddie red.) Dermot, "jeg prøver at slå et sandjern og bare få den til forkanten af green". Jeg trak den en smule, og den ramte træet. Resten er historie, sagde Lowry til europatouren.
 
I kamp med ni andre nominerede fik Lowrys trukkede wedgeslag den største andel af stemmerne med næsten 25 procent.
 
- Det er en kæmpe ære at vinde europatourens Shot of the Year, det er et slag, jeg aldrig vil glemme. Tak til alle som stemte, sagde vinderen.
 
Her kan du se Lowrys slag og de ni andre imponerende bud på Shot of the Year.
Et godt slag er ikke nok i sig selv, vigtigheden af slaget er en ligeså afgørende ingrediens. Derfor var det fuldt fortjent, at Jamie Donaldson for et år siden vandt for sit wedgeslag søndag på Gleneagles. Hver uge bliver der slået et utal af wedges til en meter, men at gøre det for at vinde Ryder Cup mens hele verden kigger med- det er en præstation, der er værd at belønne.
 
Lowrys slag havde bestemt betydning - det førte til hans første sejr i World Golf Championship - og det grænsede til et mirakel, at bolden endte, hvor den gjorde. Men vi har fra hestens egen mund, at slaget ikke var slået som tiltænkt.
 
Det samme var tilfældet for to år siden, da Henrik Stenson rundede en fænomenal sæson af ved næsten at slå en 3-wood i hul for en albatros på sæsonens sidste hul i Dubai. Det slag var også trukket og ikke ramt helt efter planen, indrømmede svenskeren.
 
Det er brugerne af europatourens hjemmeside, som bestemmer udfaldet, og i det store billede er betydningen minimal. Både for Donaldson og Lowry kan deres hædrede slag ende med at blive karrieredefinerende, men ikke fordi de vandt konkurrencen.
 
Det ville være rart at se et perfekt udført slag vinde, men det er ikke en konkurrence om årets bedste slag, det er en konkurrence om årets slag, og i det lys er Lowrys mirakel på Firestone helt berettiget.
 


1 kommentar "Dygtighed og held gav årets slag"

Dén mand har klosser

Ved gensynet med Lowry's mirakelslag bliver man overbevist om, at den absolut vigtigste ingrediens i lige netop dén situation er modet. Det har han, det skal belønnes - og det blev det !