Dufner og Snedeker slår dominerende duo med 61'er

Jason Dufner, Greg Norman og Brandt Snedeker holder trofæet (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Harris English og Matt Kuchar er ikke sluttet dårlige end nummer to i de tre seneste udgaver af Franklin Templeton Shootout. Lørdag måtte de bøje sig for Jason Dufner og Brandt Snedeker

Tredje og afgørende runde af Franklin Templeton Shootout blev spillet som four-ball, et format der gerne giver masser af birdies, og det var også tilfældet lørdag.
 
Jason Dufner og Brandt Snedeker var fælles om at lave 11 birdies på vej mod en 61'er og en samlet score i -30 for de tre runder. Det gav en sejr på to slag ned til Harris English og Matt Kuchar, som har haft et frugtbart samarbejde i turneringen, hvor Greg Norman er vært.
 
I 2013 vandt de, i 2014 blev de nummer to, og den placering måtte de også nøjes med i årets udgave. Kuchar  brændte et kort putt på 15, og da Dufner var succesfuld med sit birdieputt fra samme afstand på hul 17, bragte han sit hold foran. Snedeker sikrede en sejr på to slag med et syv meter langt birdieputt på hul 18.
 
- Jeg synes bare, vi er et glimrende partnerskab. Når en af os var ude af et hul, så tog den anden over og lavede en birdie eller et putt eller et chip og fik os tilbage på sporet. Det virkede storartet, en af den slags perfekte uger, sagde Snedeker på pressemødet efter sejren.
 
Den tæller ikke officielt til listerne i USA, men den giver en stor pose penge og et godt skud selvtillid. Det har især Dufner brug for, da han er uden sejr på PGA Touren siden 2013 og er faldet ned til nummer 129 på verdensranglisten.