Dubai – en by i udbrud

Det er endnu mørkt, da vores Boeing 777 fra KLM glider ned mod lufthavnen i Dubai. Ud af sidevinduet sejler en glitrende kulisse forbi: store, lysende monoliter, kun overgået af en enkelt sylespids javert, der nærmest prikker hul i den arabiske nat. Skyskraberen Burj Dubai kigger ned på os fra sine næsten 700 meter og signalerer, at her i byen kender ambitionerne ingen grænser.

Vi er landet i Dubais sommersæson, og uden for ankomsthallen er det som at træde direkte ud i ørkenen. Temperaturen i august måned svinger omkring de 40 grader, og at trække vejret føles som at få kunstigt åndedræt af en hårtørrer.

Vi søger hurtigt tilflugt i det kølige indre af vores guides bil og bevæger os med bittesmå ryk ud i Dubais morgentrafik. Konstant går vores blik på vandring op og ned ad de endeløse rækker af hel- og halvfærdige glaspaladser. Overalt er bygningsarbejdere i gang med at bore, støbe, flytte og bygge. Op gennem støvet kæmper solen sig langsomt vej for at indtage sin hjemmevante plads over den arabiske halvø.

Verden til salg
40 % af alle verdens tårnkraner befinder sig i Dubai. Overalt står de som rustikke kroner på byens hundredvis af højhuse og sætter meter på meter, indtil endnu en obelisk er indflytningsklar. Og det går stærkt – ufattelig stærkt. En tysker fortalt os, at da hun flyttede til byen for to år siden, var den nye bydel kaldet Dubai Marina helt flad. I dag ligner den et mini-Manhatten med flere højhuse på over 350 meter.

Også langs kysten har byggefeberen ramt byen. The Palm Islands består af tre kunstige ø’er, hver udformet som en palme. ”Grenene” er fyldt med private villaer, alle med egen strand. Vil man eje sådan en fin lille sag, skal man grave mellem 5 og 10 mio. US dollars op ad lommen. Men så kan man også se verdens eneste 7-stjernede hotel, Burj al Arab, fra terrassen.

Når ø’en er færdig, vil den huse 150.000 indbyggere. Den største af de tre palme-øer vil om en årrække sluge over en million. Bliver det lidt trættende med alle de mennesker, kan man i stedet vælge at købe sin egen private ø. Araberne har flyttet rundt på 326 mio. kubikmeter sand for at skabe deres egen lille kopi af verdenskortet, bestående af 300 småøer ud for kysten.

Ø-gruppen bærer det lidet beskedne navn The World, og vil man lege Robinson Crusoe, så bedes man hæve mellem 10 og 50 mio. US dollars fra lønkontoen. Desværre er alt udsolgt pt.

Paladser i Dubailand
Der er statsgaranti for rundtossethed, hvis man vil forsøge at forstå den skala, Dubais leder Sheik Muhammed bin Rashid Al Maktoum og hans folk arbejder ud fra. Flere projekter er på tegnebrættet, blandt andet en lufthavn på størrelse med Heathrow og O’Hara tilsammen. Lufthavnen skal ifølge planen servicere 150 mio. turister om året.

Et andet storslået projekt hedder Dubailand, et kæmpe resort, tre gange så stort som Disneyland i Florida. Den nye bydel åbner i 2010 med utallige sport- og forlystelsestilbud, heriblandt adskillige golfbaner, hvoraf den mest omtalte har Tiger Woods som banedesigner. Tiger Woods Dubai er omgivet af knap 200 private villaer (nogle kaldet paladser) og vil ifølge projektets ledere ende med en anlægsværdi i omegnen af 5 milliarder kroner.

Som skandinav svinger man mellem fascination og vantro over den monumentale virkelyst – nidkære tunger ville kalde det storhedsvanvid – der møder en fra alle sider. Er der slet ingen, tænker man, der bare en gang i mellem får lyst til at trække ind til siden og nyde brisen fra den persiske golf?

Svaret finder man i sikker afstand fra højhusenes lange skygger, derude hvor byens støv og larm afløses af grønne fairways og klubhuse, så smukke som kunstmuseer. Her blandt nogle af verdens mest estimerede golfhuller, er der rig mulighed for at få ens verden til at lande sikkert på benene igen.

Golfens hovedkvarter
Dubai har for længst markeret sig som en vigtig brik på golfens verdenskort. Senest har arrangørerne af The European Tour udnævnt Dubai til deres europæiske hovedkvarter, og fra næste år tourens sæsonafslutning The Race to Dubai. At den afsluttes med en finale, der kaster 10 mio. euro efter spillerne – den største præmiesum nogensinde – ja, det siger vel sig selv.

De konstante rygter om nye golfprojekter i Dubai gør det svært at få styr på det aktuelle udbud af baner, men en hurtig tælling viser, at i hvert fald ni klubber i og omkring byen er åben for gæster.

Under vores besøg nåede vi at inspicere de to traditionsrige klubber, Emirates og Dubai Creek, som begge har lagt græs til turneringen Dubai Desert Classic. Samtidig testede vi et par eksempler på den nye generation, Four Seasons Golf Club og The Montgomerie, den sidste designet af skotten med de mange sejre og kuriøse kommentarer. Fire baner i alt, der på hver deres måde lægger sig smukt i forlængelse af byens smag for det mildt overdådige.

Vand i sigte
Lad os starte med at fastslå, at ingen behøver dø af tørst i den arabiske ørken. Ikke nok med, at der på stort set hvert teested findes haner med herligt koldt drikkevand. Kigger man sig ikke for, risikerer man simpelthen at skvatte i en af de utallige søer og bække, der ligger spredt ud i landskabet.

På The Montgomerie skærer ikke færre end 14 søer sig gennem banen, og gør det til tider svært at skimte det grønne i alt det blå. Det hjælper heller ikke på ens selvtillid, at hvert hul til lejligheden er blevet krøllet et par gange for på den måde at ligne den for skotter så forkætrede links.

Nu kan jeg godt lide links. Det er ikke det. Men der er flyttet umanerlig meget jord (eller hvad de nu flytter i ørkenen), for at skabe The Montgomeries bølgende landskab, og hvis nogen fornemmer en hvis forlorenhed over banen, så skyldes det sikkert, at den til tider minder om et britisk fatamorgana. Et meget smukt fatamorgana, ingen tvivl om det, men der er sgu ikke meget ørken tilbage i Montgomeries banedesign.

Jeg, en klokkefrø
Når det er sagt, så vil ingen føle sig understimuleret efter en runde golf på Monty’s frodige græs. Banen byder på masser af maleriske øjeblikke, ikke mindst på 18. hul, hvor man to gange skal forcere det våde element for at nå tørskoet i mål. Et fantastisk afslutningshul med hele Dubais skyline som tilskuer.

Og nu vi taler om 18. hul, så har banearkitekten Robert Trent Jones II fået stort set samme ide på Four Seasons. Her skal både første og andetslaget sendes af sted med stor akkuratesse og muligvis et par svømmevinger for om nødvendigt selv at kunne kravle på land.

Mr. Jones er lige som den iltre skotte besat af vand, og selv om det denne gang kun kan blive til 11 søer, så føler man sig til tider som en klokkefrø, hoppende fra den ene tue til den næste. Al den væde er naturligvis med til at give Four Seasens personlighed, men den unge bane mangler alt andet lige et par solide år med vækst, før dens fulde potentiale kommer i spil.

Eventyrlig golf
De to perler er og bliver Dubai Creek og Majlis banen på Emirates. To uimodståelige mesterskabsbaner, der udover at være de ældste på de kanter også fremstår med en imponerende karisma.

Begge baner er designet af Karl Litten og er først og fremmest kendetegnet ved deres mange waste areas, der sikrer de i forvejen yderst fotogene huller en smuk indpakning. Overalt har den amerikanske banearkitekt formået at give hvert hul sine egne kendetegn, og det bliver hurtig en vane at nærstudere buggyens GPS, som om den nærmest indeholdt en mordgåde. Hvor lurer farerne, hvilket våben er det rigtige, og er det nu, man skal lege offer og drukne sig i den nærmeste vandhasard?

Emirates er den ældste og efter sigende fornemmeste i hele Dubai. Her er der ingen slinger i etiketten, heller ikke da det under vores besøg kom til mine bukser, der ifølge stedets førstedame var fem centimeter for lange og derfor helt uantagelige. For første gang i mit liv måtte jeg haste-investere i et par nye benklæder, før jeg to minutter i tee time kunne accepteres af etablissementet.

Dubai Creek er fem år yngre og utvivlsomt min personlige favorit blandt de to. Ikke på grund af førstedamen på Emirates (selv om jeg gerne havde stoppet mine nye og aldeles rædselsfulde bukser ned i halsen på hende), men fordi Dubai Creek af en eller anden grund er blevet begavet med en ekstra smule karakter.

Greens er en tand mere udfordrende, bunkerne lidt mere indbydende og flere huller udnytter creek’en som et interessant ekstra krydderi. Et godt eksempel er 6., et fantastisk par 4-hul, hvor drivet skal slås ind mod land fra en ø midt ude i vandet. Også afslutningshullerne 17. og 18., der begge løber langs bredden og ender med et alt-eller-intet-slag op mod det sejlformede klubhus, vil for de fleste også stå mejslet ind i erindringen som et eventyrligt golfminde.

Når runden er færdigspillet, bør man unde sig selv at nyde servicen i de imponerende klubhuse. Her er der som regel både spa-faciliteter og gratis hårplejeprodukter til alle i de luksuriøse omklædningsrum. Oppe i restauranten ville selv brødrene Price få lyst til en bonusrunde.

Under 30 grader
Dubai er på alle måder et ufattelig tag-selv-bord brygget af lige dele arabisk kultur, islamiske konservatisme og forvirrende vestlige indslag. Resultatet er på en gang fascinerende og uforståeligt. En by i udbrud, der ikke tåler sammenligning.

Vil man nyde rejsen i fulde drag, bør man undgå sommerens intense hede og i stedet gæste Sheikens rige fra starten af oktober til slutningen af april. Der holder temperaturen sig som regel under 30 grader om dagen, hvilket i Dubais tørre klima skulle være ganske behageligt.

Lander du om natten, så husk at se efter lyset fra tårnkranerne på verdens højeste bygning. De kører endnu, og ingen ved, hvornår den sidste etage bliver sat på plads. Det eneste, vi kan se, er ambitionerne – og de vokser formentlig ind i himlen.