Dronningen af seniorgolf gjorde det igen
Af Martin Rahbech
Else Kalstad og Hans Stenderup vandt DM Senior i Blommenslyst Golfklub
Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, hvem der vandt kvindernes DM Senior i weekenden.
Det var nemlig Else Kalstad fra Furesø, der spillede sig til sejren i Blommenslyst Golfklub. Det var hendes syvende danske mesterskab i de seneste otte år.
Baseret på weekendens scores, så tyder intet på, at hun er begyndt at slappe mere af. Hun var med en total for de 54 huller i +9 hele 20 slag bedre end Anne Kaae fra Værløse og Iris Christoffersen Maribo Sø, der delte andenpladsen. Det var den største afstand, hun endnu har vundet et DM med.
Hos herrerne var det veteranspilleren Hans Stenderup fra Rungsted, der vandt DM. Her måtte afgørelsen trækkes helt til 18. hul, hvor Hans Stenderup trods en dobbeltbogey sluttede i +8 for turneringen og akkurat holdt Ivan Dueholm fra Hjortespring bag sig med et enkelt slag.
Tredjepladsen blev delt mellem Ole Astrup Madsen fra Ikast og Robert Lund fra Simons.

1 kommentar "Dronningen af seniorgolf gjorde det igen"
Dronningen
Else du er for hård :)