Dobbelt vinder risikerer fiasko
Af Martin Rahbech
Charl Schwartzel kan være på vej ud af Joburg Open, der igen er blevet afbrudt
Det kan blive en stor udfordring at få afviklet Joburg Open planmæssigt, for fredag blev spillet ligesom torsdag bremset af uvejr. Status er, at 56 spillere nåede færdig med anden runde, mens en stor del af feltet slet ikke nåede i gang.
En spiller, der nåede at blive færdig, var den dobbelt vinder af turneringen, Charl Schwartzel, der gik efter et opsigtsvækkende hattrick. Han skal dog være heldig, hvis han overhovedet kommer med i finalen.
Med en score i -3 for de første 36 huller er han akkurat med i finalefeltet, men det kan nå at ændre sig, når den manglende del af feltet får afviklet deres anden runde.
Manden i front er Robert Rock, der er alene i spidsen med -11. Og han tog vejrligets udfordringer med en tør konstatering.
- Vejr-forsinkelser er en del af spillet, når du kommer her på denne tid af året. Hvis du ikke bryder dig om det, vil det være bedst ikke at komme, sagde feltets førende spiller.
Blandt danskerne nåede Thomas Nørret længst. Han er noteret for 12 huller, som er afviklet i par. Det har sendt ham ned på en foreløbig 26. plads i -5.
Lasse Jensen er noteret for seks huller med en enkelt birdie på kortet, hvilket placerer ham på 98. pladsen i -1.
Joachim B. Hansen fik ikke startet på sin runde, og han er på 137. pladsen i +1. Morten Ørum Madsen er noteret for ni huller med to bogeys og en birdie. Det har sendt ham ned på 196. pladsen i +6.
Spillet vil blive genoptaget lørdag morgen kl. 6.45 lokal tid.








Ingen kommentarer til "Dobbelt vinder risikerer fiasko "
Indsend kommentar