Dobbelt sjællandsk på Volstrup
Af Pressemeddelelse
Anna Frandsen og Nicolai Cetti Engstrøm er nye danske juniormestre
Der var drama for alle pengene, da DM finalerne blev afgjort torsdag eftermiddag på Volstrup Golf Center.
Aller mest i drengenes finale mellem Jeppe Kristian Andersen fra Asserbo og Nicolai Cetti Engstrøm fra Helsingør. De to sjællændere, der begge går på Sportstar College i Ikast, havde en meget tæt dyst og skiftedes til at tage føringen. Først på andet omspilshul – et kort par 3 hul med en meget drilsk green – bliver finalen afgjort. Nicolai slår teeslaget en smule i venstre – og med godt backspin ender bolden halvanden meter fra flaget. Puttet sendes i for en birdie og DM titlen er i hus.
”Det var en vanvittig match – den bølgede hele tiden frem og tilbage. Det er helt ubeskriveligt, det lykkedes. Jeg har kæmpet længe med spillet, og nu gik det op i en højere enhed,” sagde en storsmilende Nicolai efter sejren.
Han var oven i købet tæt på slet ikke at nå så langt. Nicolai blev blot 15 ud af de 16, der gik videre efter slagsspillet.
”Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kom kun videre på et hængende hår, og nu har jeg vundet. Det har jeg ventet mange år på - min første rigtige sejr.”
Hos pigerne skal DM trofæet en tur til Korsør.
Her vandt Anna Frandsen finalen over Christine Holm Skylvad fra Sønderjylland. De to piger leverede utrolig flot golf undervejs – efter syv huller var de begge 3 under par. Ligesom hos drengene følges de meget pænt ad med en lille fordel til Christine indtil hul 13, hvor matchen igen er helt lige. Anne vinder hul 15 og 16 og kommer dermed op med to – og så afgøres det med en deler på 17.
”Det var fantastisk. Jeg kan slet ikke sætte ord på det. Jeg spiller godt hele vejen, men er bagud. En lidt mærkelig følelse at spille så godt, men være bagud. Det var først efter mit drive på 15. hul, at jeg kunne mærke selvtilliden – og troen på, at den her kunne jeg måske godt vinde,” lød det fra den nye danmarksmester, som nu tager en fridag fra golfen inden hun skal spille match igen i weekenden.
”I morgen skal vi en tur til Århus. Min lillesøster Ida har været med de her dage og været lidt forsømt, så hun har fået lov til at bestemme hvad vi skal i morgen – og det bliver en shoppingtur,” siger Anna som ikke lyder helt utilfreds med lillesøsters valg…

2 kommentarer til "Dobbelt sjællandsk på Volstrup"
DM junior på Volstrup Golf Center
Det er fint med vinderne, men mangler dog en liste med alle resultater, kan dette ikke frembringes.
http://www.golfbox.dk/livesco
http://www.golfbox.dk/livescoring/leaderboardmatchplay.asp?tour={8C6E6A2F-7D1B-4094-925A-B6D22823EC4D}&usegolfdkskin=1&noHeader=1&origin=www.golf.dk