DGU imponerer Team Danmark

DGU's direktør Morten Backhausen for måske endnu flere penge til elitearbejdet (Foto Das Büro)

Printer venlig versionSend til en ven

De unge proers store succes får Team Danmarks direktør til at overveje at tilføre flere midler til DGU's elitearbejde

De tre succesfulde musketerer Andreas Hartø, Morten Ørum Madsen og Joachim Hansen og deres stormskridt ind på europatouren, er ikke gået ubemærket hen i dansk elitesports ledende organisation, Team Danmark.

- Helt overordnet er det meget imponerende, at Dansk Golf Union kan producere så mange talenter på så højt et niveau, siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen, til Politiken.dk.

Efter at golf er blevet optaget på det olympiske program fra 2016, ser han gode muligheder for golfsporten.

- Thorbjørn Olesen har klart markeret, at han er et godt emne frem mod 2016, og vi forventer da helt klart, at Danmark på herresiden kan opfylde kvoten med to kvalificerede spillere, siger Michael Andersen.

Disse udtalelser om golfsporten vækker glæde hos DGU’s direktør Morten Backhausen, der er ved at forhandle DGU’s støtte for de kommende år.

- Resultaterne er fantastiske for golfen i Danmark, og det er da dejligt, at vi har nogle klubber og et landsholdsapparat, der kan generere så gode spillere, siger Morten Backhausen til Politiken.dk.

Og han er nok ikke ked af at høre, hvordan Michael Andersen ser fremtiden for Dansk Golf Union.

- DGU har i den seneste periode været indplaceret som internationalt eliteforbund, men det er absolut en mulighed, at golf rykker op som verdensklasseforbund. Kriterierne er en forventning om top-8-placeringer ved EM, VM eller OL, og selv om det ikke er så måleligt i golf, så har vi en verdensrangliste, der ’renset’ til to spillere fra hvert land vil gøre Danmark til et af de 10-12 bedste i OL-sammenhæng, siger Team Danmark direktøren.