DGU i samarbejde med Diabetesforeningen

DGU og Diabetesforeningen har indledt et samarbejde.

Printer venlig versionSend til en ven

Et positivt pilotprojekt har nu ført til et udvidet samarbejde mellem DGU og Diabetesforeningen. 

Dansk Golf Union har et strategisk fokus på at synliggøre den sundhedsmæssige effekt ved at spille golf og i 2015 søsatte DGU et sundhedsprojekt med fokus på Golf og Diabetes. 19 golfklubber har sagt ja til at være med i projektet, som DGU har søgt midler til at gennemføre. Sidste år gennemførte DGU et pilotprojekt i forbindelse med Golf og Diabetes i Mollerup Golf Club og med en meget positiv tilbagemelding fra deltagerne. Halvdelen af deltagerne har nemlig efterfølgende valgt at fortsætte i golfsporten.

Dansk Golf Union har nu valgt at indlede et samarbejde med Diabetesforeningen som har til formål at bringe de danske golfklubber og Diabetesforeningens lokalforeninger  tættere sammen.

Konkret lægger samarbejdet op til, at der bliver skabt lokale partnerskaber omkring aktiviteter mellem klubber og lokalforeninger. Samarbejdet skal bl.a. ske i forbindelse med DGU's store rekrutteringsaktivitet, Golfens Dag, den 17. april 2016 og ved Diabetesforeningens årlige landsindsamling den 12. juni 2016. 

- Der er et stort sammenfald i interesser mellem Dansk Golf Union og Diabetesforeningen. Derfor er det oplagt at hjælpe hinanden, så de lokale aktiviteter knyttes tættere sammen og Diabetesforeningens medlemmer får kendskab til de fordele der er i forbindelse med at dyrke motion som golf. Vi ser desuden et givtigt samarbejde i at lade golfklubben og Diabetesforeningen hjælpe hinanden, så der kommer flere medlemmer i golfklubben og flere midler til at hjælpe folk med diabetes, siger Morten Backhausen, direktør i Dansk Golf Union.

I forbindelse med Dansk Golf Unions rekrutteringskampagne Golfens Dag vil Diabetesforeningen appellere til at deres lokalforeninger beder medlemmer om at støtte op om et samarbejde, der kan skaffe flere gæster til de klubber som er er med.

Det samme vil Dansk Golf Union gøre i forbindelse med Diabetesforeningens landsindsamling, hvor golfklubber kan hjælpe med at samle penge ind og samtidig hjælpe med at skaffe penge til klubben idet 15 procent af de midler som golfklubben indsamler går til de klubber som indsamler.