Det skal du se i 2016

Made in Denmark er bare en af mange store turneringer, der venter i 2016

Printer venlig versionSend til en ven

Overblik: Hvis du hører til racen af golfspillere, som følger med i professionel golf og gør alt for at se de store turneringer på tv - eller live på banen - så find kalenderen frem og plot disse datoer ind.

2016 bliver et af de helt store år på den professionelle golfscene. Med både Ryder Cup,  OL-golf og masser af de velkendte store turneringer på programmet er der nok at glæde sig til for golffans. Vi lister her de største turneringer, så du i god tid kan planlægge, hvornår du skal booke rejsen eller sige nej til svigermors fødselsdag til fordel for en tv-weekend på sofaen.

15.-17. januar - Eurasia Cup (M)
Allerede om et par uger kan du få en lille appetitvækker til Ryder Cup, når Europa med Søren Kjeldsen på holdet møder Asien i Eurasia Cup i Malaysia. Det er anden gang turneringen spilles, og den første udgave i 2014 endte 10-10.

7.-10. april - Masters Tournament (M)
Sæsonens første major spilles traditionen tro på Augusta National, når den berømte grønne jakke skal uddeles på den sagnomspundne bane i Georgia. Det nye stjerneskud Jordan Spieth er forsvarende mester, og forhåbentlig vil der også være et par danske spillere med fremme, når det hele skal afgøres søndag aften og måske endda forbedre Thorbjørn Olesens fornemme sjetteplads fra 2013.

12.-15. maj - Players Championship (M)
Der er noget specielt over herrernes såkaldte femte major, som altid spilles på Sawgrass. Ikke mindst når turneringen på sidstedagen nærmer sig de afsluttende huller - den berømte ø-green på 17. hul og det svære 18. hul med vand i venstre. Der er næsten altid garanti for drama her.

26-29. maj - BMW PGA Championship (M)
Europatourens flagskibsturnering har siden 1984 været afviklet på Wentworth, og sådan bliver det også i år. Turneringen, der takket være Anders Hansens to triumfer klinger godt i danske ører, fik sidste år en lidt overraskende vinder i den sydkoreanske komet Byeong Hun An.

31. marts-3. april - Ana Inspiration (K)
Årets første major på kvindesiden, der tidligere gik under navnet Kraft Nabisco Championship. Spilles på Mission Hills Golf Club i Californien.

9.-12. juni - Women’s PGA Championship (K)
Inbee Park har vundet denne major tre år i træk. Hvem kan vriste titlen fra den koreanske superstjerne. I 2015 var Therese Kølbæk med i turneringen - dog med et misset cut til følge.

16.-19. juni - US Open (M)
Lykkes det ikke for Jordan Spieth at forsvare sin Masters-sejr, får han chancen for et nyt titelforsvar, når US Open spilles på Oakmont Golf Club i Pennsylvania. To danskere var med på Chambers Bay i 2015, men hverken Lucas Bjerregaard eller Sebastian Cappelen formåede at klare cuttet.

7.-10. juli - US Women’s Open (K)
Hvis 2016 bliver året, hvor de danske kvinder slår igennem i USA, vil US Women’s Open være et godt sted at starte. Turneringen har den højeste præmiesum på kvindesiden (4,5 mio dollars) og Line Vedel, som desværre har afsluttet karrieren, var eneste dansker, som spillede med i 2015. Hun missede cuttet.

14.-17. juli - The Open (M)
Mange danskeres favoritmajor spilles i år på Royal Troon, som sidst lagde linksgræs til the Open i 2004. Dengang missede de to danske indslag (Thomas Bjørn og Anders Hansen) cuttet, og det samme gjorde sig gældende på St. Andrews sidste år, hvor Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn takkede af inden weekenden. Det er efterhånden nogle år siden, at danskerne for alvor har gjort væsen af sig i The Open, og forhåbentlig bliver 2016 et vendepunkt.

28.-31. juli - US PGA Championship (M)

Blot 11 dage efter uddelingen af The Claret Jug skal herrerne igen spille major. På grund af OL er US PGA Championship blevet flyttet frem til juli, så mange spillere vil nok satse på at ramme storformen i den sidste halvdel af juli.  AustralskeJason Day var suveræn i 2015-udgaven, hvor Thomas Bjørn blev nummer 48.

28.-31. juli - Ricoh British Open (K)
For hårdhudede golffans er der nok at se på i den sidste weekend i juli, hvor kvinderne spiller British Open. Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen leverede et par gode præstationer i 2015 og fortsætter de danske kvinder med at imponere i 2016 er det slet ikke utænkeligt, at historiens første danske majorsejr kommer på Woburn i England.

11.-14. og 17.-20, august - OL (M/K)
For første gang siden 1904 er golfsporten igen med på det olympiske program. Fire danskere - to kvinder og to mænd - er med i Rio, hvor spillerne skal kæmpe om guld, sølv og bronze. Kvalifikationen til legene er i fuld gang, hvem der skal have æren af at repræsentere Danmark vides ikke før til sommer, hvor kvalifikationen slutter. Som det ser ud lige nu, ligger Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen til at snuppe pladserne til Brasilien.

15.-18. sept. - Evian Championship (K)
Kvindernes femte major spilles vanen tro i pinkfarvede omgivelser på kanten af Geneve-søen. Nicole Broch Larsen leverede en fantastisk præstation her i 2015, hvor hun blev nummer 11 og bedste europæer i det stjernespækkede felt. Den unge newzelandske komet Lydia Ko vandt turneringen.

25.-28. august - Made in Denmark (M)
Årets store danske folkefest er i år rykket til august, og efter to år med britiske vindere i Himmerland, er det vist ved at være tid til en dansk sejr. Søren Kjeldsen fik sin store jubilæumshyldest på Himmerland Hill i 2015 og var meget tæt på at snuppe trofæet, så han kunne meget passende sørge for at give de mange tusind feststemte danske tilskuere en sejr i den tredje udgave af Made in Denmark.

30. sep.- 2. okt - Ryder Cup (M)
Kan danskerne holde fast i takterne fra 2015, er der gode chancer for at se mindst en rød-hvid repræsentant på Darren Clarkes europæiske hold, der på Hazeltine i Minnesota skal forsøge at sikre Europa den fjerde sejr i træk - for første gang i historien. Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og Lucas Bjerregaard ligger alle lige uden for de 10, der sikrer sig en direkte plads på holdet, så også på den måde kan Ryder Cup blive en historisk begivenhed.

17.-20. november - DP World Tour Championship (M)
Europatourens sæsonfinale i Dubai markerer afslutningen på en spækket 2016-sæson, som danskerne forhåbentlig gør lige så medrivende som 2015. Tre danskere nåede frem til finalen sidste år, hvor Søren Kjeldsen blev bedste dansker på en 10. plads.

7.-12. december - Omega Dubai Ladies Masters
Med danske briller kan kvindernes sæsonafslutning gå hen og blive en særdeles interessant affære, hvis Malene Jørgensen, Nicole Broch Larsen, Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen formår at bygge videre på den fantastiske 2015-sæson. Der er nok at se frem til.

Dette var bare et udpluk af årets kommende højdepunkter. Har du en turnering, du specielt glæder dig til, så tøv ikke med at give dine tips videre i kommentarfeltet herunder.


4 kommentarer til "Det skal du se i 2016"

Waste Management er et must!

I mangler Waste Management på TPC Scottsdale og Fedex slutspillene. Hvis du da er til professionel golf på aller højeste niveau med de aller bedste spillere?
Var det 589.000 tilskuer over de 5 dage rekorden lød på sidste år i Scottsdale?

Eurasia Cup?

Er rimeligt uinterresant IMO.

Ellers god liste, bortset fra alle de dame turneringer, hvad sker der for det? det er der jo næsten ingen der ser.

TV visning?

Hvor kan jeg se PGA turneringerne nu de er væk fra Viasat/play?

@JGO

På C-More Golf.
Kontakt din leverandør for at finde ud af om du kan få kanalen