- Den fedeste rytme på Touren
Af Claes Meldal
Tourspillernes Hemmeligheder: Hvilke golfspillere kan de danske tourspillere bedst lide at se på? En af de danske stjerner er selvskreven
Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.
Hvilke aktive golfspillere nyder du mest at se?
Rasmus Hjelm:
Jeg elsker at se Søren Hansen, når han spiller godt. Han har den fedeste rytme på Touren. Luke Donalds rytme er også lækker, men Søren Hansen har bare altid været min favorit. (Se Søren Hansens svingrytme i videoen nederst i artiklen, red.).
Ellers er Phil Mickelsons aggressive spil og fabelagtige kortspil altid underholdende.
Charlotte Kring Lorentzen:
Jeg nyder virkelig at se nybegyndere spille! Især børn, der bare ikke laver andet hele sommerferien end at rende rundt ude på golfbanen og "lege".
Det er jo som regel ikke deres spil i sig selv, der er imponerende, men mere deres glæde ved selve spillet. Det er fedt at se og også en god "reminder" til de dage, hvor man måske selv synes, at der er lidt modvind på drivingrangen.
Lasse Jensen:
Det må være Phil Mickelson. Han er altid smilende og giver high five til publikum!
Når han spiller op til sit bedste, er det sjovt og underholdende at se på. Han er altid aggressiv og kan slå slag omkring green, som er helt fantastiske.
Therese Kølbæk:
Jeg kan godt lide at se Graeme McDowell, og så kan jeg selvfølgelig ikke komme uden om, at jeg altid hepper på de danske spillere.
Det er virkelig fedt at se Bjørn, når han spiller godt. Jeg synes også, at Sergio Garcia har en fed attitude, når det kører for ham. Og så McIlroy, som jeg synes har et virkelig fedt golfsving og spiller en rigtig god gang golf.
2 kommentarer til "- Den fedeste rytme på Touren"
Slowmotion
ikke nemt at se svingrytme på en slowmotion video
S Hansens
Prøv dette link...
http://www.youtube.com/watch?v=5TwyvSMbPaA
Man mangler lidt tilbagesvinget, men rytmen i tilsvinget er feeeed ;-)