- Den brøler overgår de fleste

Rasmus Hjelm måtte reddes af en tourkollega, da uheldet var ude

Printer venlig versionSend til en ven

Tourspillernes Hemmeligheder: Rasmus Hjelm og de andre tourspillere har lavet et par små svipsere undervejs i deres karriere - både på og uden for banen

Velkommen til Tourspillernes Hemmeligheder, hvor Golf.dk går tæt på nuværende og tidligere tourspilleres bedste, sjoveste og skøreste øjeblikke. Læs tourspillernes historier hver onsdag.

Hvad er den største fejl, du har lavet under en turnering?

Rasmus Hjelm:
Det er et godt spørgsmål. Jeg har i hvert fald lavet nogle store brølere i al almindelighed.

En af dem, som nok overgår de fleste, var, da jeg mistede min pung på vej til Tenerife i Billund lufthavn (jeg skulle spille Challenge Tour på La Gomera) med ALLE mine betalingskort og andre værdisager.

Det var godt, jeg rejste med Anders Schmidt, så han kunne lægge ud for mig!

Knud Storgaard:
Jeg har prøvet at vælte min bag ned over med min bold. Det gav et straffeslag.

Jeg har også prøvet at skulle kaste en gren væk. Desværre sad den fast i min arm, så jeg endte med at kaste den ned i min bold i stedet. Det kostede endnu et straffeslag...

Charlotte Kring Lorentzen:
Det må være, da jeg i finalerunden - vel at mærke i førerbolden - til EM individuelt løftede en kvist i den tro, at den var en løs naturgenstand. Det viste sig bare, at det var den ikke. To straffeslag, flot flot!