Den åbne vogn kører fra Tinning

Lisa Holm Sørensen er godt på vej tilbage til topformen efter sin operation i december.
Lisa Holm Sørensen er godt på vej tilbage til topformen efter sin operation i december.

Printer venlig versionSend til en ven

Torsdagens førsteplads blev byttet til en delt niendeplads for Iben Tinning, efter hun fredag brugte 74 slag (+2) på anden runde af UniCredit Ladies German Open. Det bringer hendes samlede score op på 141 (-3). 

Det hårde vejr med regn og blæst passede bedre til svenske Linda Wesberg, der med otte birdies gik en runde i 64 slag, og samlet er hun i 134 (-10). 

Dermed er den 29-årige Göteborg-pige midtvejs i turneringen det bedste bud på en vinder af den store præmiecheck og bonusgevinsten med den åbne Audi A5.

Fire af de syv startende danskere klarede cuttet til weekendens finalerunder.

Efter Iben Tinning er Lisa Holm Sørensen bedste dansker. Hun faldt dog også et pænt stykke den forkerte vej, da hun røg fra 3. – 19. pladsen efter en runde i 74 slag.

Lisa Holm Sørensen ser dog på sin præstation med positive briller.

- Jeg er yderst tilfreds med at være, hvor jeg er placeringsmæssigt i denne uge. Jeg har kæmpet en hel del med mit lange spil gennem en længere periode nu, men heldigvis kan jeg mærke, at det begynder at gå den rigtige vej. Der kommer flere og flere bedre slag for hver runde, jeg spiller. Jeg er stadig ikke tilfreds med mit spils sammenhæng og må nok konstatere, at det ikke er så nemt at komme tilbage efter min skadespause. Jeg føler absolut ikke, jeg er langt væk spillemæssigt, men syntes jeg mangler at få det hele til at hænge sammen bedre, skriver Lisa Holm Sørensen på sin hjemmeside.

De to sidste danskere i finalefeltet kom med på yderste mandat. Karen Margrethe Juul og Malene Jørgensen sluttede begge efter anden runde på en delt 46. plads med 146 slag (+2).

Turneringen sluttede derimod, før pengene blev fordelt, for Amanda Moltke-Leth, Monica V. Christiansen og Julie Tvede.