De store kanoner rulles ud sammen

Jordan Spieth, Rickie Fowler og Rory McIlroy trillede tirsdag omkring med verdens nummer fem, Henrik Stenson, til HSBCs seneste gimmick (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven
Sæsonen på europatouren skydes for alvor i gang denne uge i Abu Dhabi, og det bliver med Rory McIlroy, Jordan Spieth og Rickie Fowler i samme bold
 
Europatouren afholder turneringer i Sydafrika i november, december og januar, men der er alligevel en følelse af sæsonstart, når det bliver tid til økenen. Der er her, de store kanoner skyder sæsonen i gang, og tre af de største bliver rullet ud sammen i Abu Dhabi HSBC Golf Championship.
 
Jordan Spieth, Rory McIlroy og Rickie Fowler har alle taget sig godt betalt for at stille til start, og arrangørerne har intentioner om at få fuld eksponering for pengene, og det er sikret ved at sætte de tre hovednavne i bold sammen torsdag med start klokken 04.40 dansk tid.
 
Det bliver det første af mange opgør mellem McIlroy og Spieth i 2016, og det kommer til at give en god indikation af, om McIlroys tordendrives kan stå distancen mod Spieths gyldne putter i den nye sæson.
 
Spieths pointgennemsnit på verdensranglistens førsteplads er 11.97, mens McIlroy på tredjepladsen har 10.33, og det er noget nordireren gerne vil have lavet om på.
 
- Jeg kigger stadig på, hvor jeg ligger. Specielt med styrken af denne uges felt, og hvor mange point, der er for en sejr, så spøger verdensranglisten altid. Jeg ved, jeg bliver nødt til at spille godt denne uge, hvis jeg skal rykke forbi Jason (Day på andenpladsen red.).
 
- Men det er ingen hemmelighed, at jeg vil tilbage til den position (førstepladsen red.), og det skal gerne ske så hurtigt som muligt. Det er bestemt en motivation, sagde McIlroy på sit pressemøde onsdag.
 
McIlroy er blevet nummer to fire gange på Abu Dhabi Golf Club, og har altså et ganske godt kendskab til banen. Rickie Fowler spillede også med for et år siden, men for Spieth bliver det et første møde med banen. Sådan da.
 
- Det er faktisk en turnering, jeg har fulgt med i. De seneste par år har jeg ikke spillet denne uge, så jeg har faktisk set en betragtelig del af turneringen på TV. Så det er fedt at spille huller, jeg har set de andre gutter spille, sagde Spieth.
 
54 verdensranglistepoint er der til vinderen, 14 mere end i denne uges turnering på PGA Touren, og det gør det til en betydningsfuld turnering. 
 
- Det er ikke kun en  af årets største turneringer målt målt på feltets styrke, det er også en af de største europatour-turneringer, et af årets stærkeste felter. Og det kickstarter på en måde verdenstouren 2016, og det sker tilfældigvis herovre, sagde Spieth på pressemødet inden sin Pro-Am, den eneste gang han ser alle 18 huller før turneringsstarten.
 
Spieth har måske nok overdrevet turneringens betydning en smule, men det ændrer ikke ved, at der kommer til at blive leveret golf på højeste niveau denne uge - og ikke kun af verdens nummer et, tre og seks. 
 
Henrik Stenson, Martin Kaymer og Lee Westwood er nogle af de øvrige stjernenavne, som pryder startlisten.
 
Danmark er repræsenteret ved Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen og Morten Ørum Madsen på morgenholdet torsdag, mens Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard spiller den sene runde torsdag.
 
Joachim B. Hansen er på plads i Abu Dhabi, men som anden reserve er det tvivlsomt, om han kommer i kamp. 
 

1 kommentar "De store kanoner rulles ud sammen"

reserve

JB 1. Reserve nu.
Alt krydset!