Da vi kommer ind i baren efter runden, styrer vi straks hen til vores svenske rejsefælle. ”Nå, hvordan er det så at være færdig?”, vil vi alle vide, mens vi sidder henslængt i de bløde lædermøbler i baren på den 160 år gamle bane.

Vores svensk ven er jo ikke svensk for ingenting, og svaret er derfor et lidt tilbageholdende: ”Det kännes bra”.

Det er ellers ikke så lidt af en odysse vores blå-gule medrejsende har afsluttet denne dag. Med dagens runde på Carnoustie Golf Links har han over de seneste 15 år spillet samtlige 14 baner, der gennem tiderne har været vært for British Open. Fra lidet kendte baner som Musselburgh over legendariske links som Muirfield til de hellige haller på St. Andrews Old Course, har han spillet. Og med dagens runde på den bane, der regnes for den sværeste af dem alle, har han nu fået pladen fuld.

Det er ikke nogen umulig bedrift, for modsat mange af de baner, der spilles US Open på, er British Open baner offentligt tilgængelige. Priserne er naturligvis i den høje ende, eksempelvis koster en runde på Carnoustie 105 pund eller knap 1200 kr., men hvis man kan fremvise et handicap på 28 for herrer eller 36 for kvinder, så er man velkommen.

Og hvilken oplevelse. Ved første øjekast synes anlægget ikke af meget, men sådan er linksgolf. Det er ikke baner som vi kender dem fra fjernsynet med høje træer, mørkeblå søer og dybgrønt græs. Carnoustie ligger flad og åben hen. Enklaver af træer stikker op hist og her, men ellers er det de karakteristiske knivskarpe gorsebuske og det afsvedne græs, der præger landskabet.

Kragereden
Som dansker har man en særlig tilknytning til Carnoustie. Navnet menes at være sammensat af to oldgamle skandinaviske ord ”car” og ”noust”, der betyder sten og bugt. De lokale foretrækker dog en anden forklaring: I 1010 slog den skotske Kong Malcolm II en horde danske vikinger ved Slaget ved Barry. Slaget var særdeles blodigt, og sluttede første efter flere timer, da vikingernes general Camus blev dræbt. Ifølge overleveringer blev de nordiske guder så arrige over tabet af Camus, at de forbandede området. Det blev hjemsøgt af tusindvis af kraver, der byggede rede. Området blev kendt som Craws Nestie (kragernes rede, red.), hvilket blev sammentrukket til Carnoustie.

Det er næppe de skotske guder, der hævner sig på det danske selskab, der er på besøg på Carnoustie denne sommerdag, men der er ingen af os, der for alvor fik krammet på Carnoustie. Vi havde også i et anfald af overmod besluttet at spille slagspil fra backtee, hvilket skulle vise sig at være noget af en opgave.

Garcia +30
Vi kan ikke påstå, at vi ikke var advaret. Inde i klubhuset hænger et stort billede, taget i 1999 da der sidst blev spillet British Open på Carnoustie. På billedet ser man en nedbøjet Sergio Garcia forlade 18. green efter anden runde. Bag ham går en ung mand i hvid kedeldragt med et scoreboard, hvor der står ”GARCIA +30”.

Nu blev British Open 1999 spillet under ret intense forhold. En kraftig blæst garneret med en knæhøj og saftig rough, fik verdens bedste golfspillere til at ligne en dag i Kaninklubben.

Men billedet er meget sigende. Hvis man ikke er på toppen, kan banen hurtigt gøre det grimme ved ens scorekort. Og hvis handicappet er tocifret, kan man ligeså sluge al stolthed og rykke et sæt teeklodser eller to frem. På den måde bliver banen mere medgørlig og oplevelsen vil stadig være fantastisk.

Ubønhørligt kolikbarn
Fra backtee er Carnoustie 7000 yards (6350 meter) og farerne lurer over det hele. Der er 115 bunkers i spil i løbet af runden og hele 13 gange skal vandløbene Barry eller Jockie’s Burn krydses.

Det begynder ellers stille og roligt med nogle relativt nemme huller, der spillet konservativt kan kaste en pæn score af sig, men det varer ikke ved. Et enkelt skævt drive eller et halvdårligt jernslag, kan ødelægge en god score, for der er ikke plads til at lave fejl. Alle dårlige slag bliver straffet på en helt anden måde, end vi er vant til på danske baner. Fairwaybunkers er dybe som en basstemme, roughen tyk som fløde, gorsebuskene ubønhørlige som et kolikbarn og greens store og kuperede som Rebild Bakker.

Dobbeltbogey’erne fylder hastigt scorekortet, men det gør ikke noget. Historiens vingesus overdøver alle negative tanker, og glæden ved spille Carnoustie får det store smil frem. Også når man efter at være blevet gennemheglet af banen over de første 14 huller, kommer til 15. tee, trækker baneguiden op at baglommen og læser, at forude venter de sværeste afslutningshuller i golf.

15. hul er et langt smalt par-4 med en fairway, der skråner ned mod de mange bunkers. 16. er et monsters af et par 3-hul, der med sine 220 meter i stik modvind kan få en par til at føles som en hole in one. På 17. hul skal Barry Burn krydses to gange inden der skal slås et langt andetslag indtil den tætpakkede green.

I Jeans fodspor
18. hul på Carnoustie vil for altid være forbundet med Jean Van de Velde. Franskmanden, der bare skulle have en sekser for at vinde British Open, men fuldstændig gik i opløsning for øjnene af verden. Van de Velde lignede en begynder den sommerdag i 1999, men når man står på teestedet og spejder ud over de 444 yards, kan man godt forstå, at der røg en sikring inde i hans hoved. Langs hele venstre side er der out of bounds. Barry Burn skærer ind over fairway hele tre gange og ude hvor drivet skal lande ligger der tre potbunkers og venter. Green er også godt beskyttet af et par bunkers og out of bounds bagved. Selvfølgelig kan det lade sig gøre at lave en sekser på hullet, men det kan også sagtens blive til mere. Dansk Golfs udsendte fulgte i Jean Van de Veldes fodspor (minus soppeturen) og fik en 7’er.

Selv om scoren denne dag sneg sig tæt på 100 – netto - og der blev gjort et ordentligt indhug i boldbeholdning, er det umuligt at gå fra 18. green uden et smil på læben. Der er nu noget særligt over en British Open bane.

Carnoustie og British Open

1931: Første gang verdenseliten mødtes på Carnoustie, blev Edinburghs egen Tommy Armour en populær vinder.

1937: Henry Cotton vandt sin anden titel, da han i styrtregn om søndagen kom rundt i dengang uhørte 71 slag.

1953: Regnes af mange som den største British Open gennem tiderne. Ben Hogan havde vundet årets to første majors, og da han forlod Carnoustie havde han forlænget stimen til tre. 50 år senere fik 6. hul navnet Hogans Alley. 1968: Gary Player vandt sit andet mesterskab på banen, han siden hen beskrev som ”the toughest course in the world”.

1975: Tom Watsons første besøg på en linksbane. Efter omspilssejren over Jack Newton var amerikaneren solgt til linksgolf. Vandt yderligere fire titler de følgende otte år.

1999: Det mest berømte sammenbrud i golfhistorien. Franske Jean Van de Velde kunne lave double-bogey seks på sidste hul og stadig vinde. I stedet blev det til et skævt drive, et andetslag, der ramte tribunerne og havnede i roughen. Tredjeslaget røg i åen foran green. Efter at have soppet rundt lidt, besluttede han at droppe. Femteslaget røg i bunker og først efter at have holet et tre-meter putt for en 7’er, sikrede han sig en plads i omspillet mod Paul Lawrie og Justin Leonard. Paul Lawrie vandt

I drømmeland

Edinburgh/St. Andrews-området er enhver golfspillers drøm. Det vrimler med golfbaner. Der er både internationale baner og uopdagede perler. Du kan spille runder i 1000 kroners-klassen eller få store oplevelser for et par hundrede kroner.

Dansk Golf spillede to af de nyere baner, da vi var i området. The Torrance, St Andrews Bay er seneste skud på stammen af linksbaner i den gamle universitetsby. Især de sidste ni huller på kanten af St. Andrews Bay er en sand test af linksgolf.

Nu er skotsk golf meget andet en linksgolf. Det er Dukes Course i St. Andrews et godt eksempel på. Dukes Course byder på flotte udsigter og gode golfoplevelser På The Torrance, St Andrews Bay er de afsluttende huller en sand test.

Banen ejes af det berømte Old Course Hotel, der ligger langs The Road Hole på St. Andrews Old Course. Den ti år gamle bane er anlagt i bakkerne bag byen og har netop gennemgået en større renovation. Banen har mange af de klassiske links-kendetegn så som store bunkers og gorsebuske, men den byder også på træer og store bakker. Er absolut et besøg værd.

Dansk Golf var inviteret til Skotland af Unique Tours. Unique Tours arrangerer skræddersyede rejser til de klassiske skotske baner. Se mere på www.uniquetours.dk

Bragt i Dansk Golf nummer 5, 2006