Danskerne sidder på challengetourens top
Af Thomas Vennekilde
Der er fire danske spillere i top-10 på challengetourens pengeliste
De seneste år har det nogle gange været svært at få øje på hvem, der skulle afløse Bjørn, Hansen, Hansen og Kjeldsen, når de om nogle år indstiller karrieren. For mens de har domineret på europatouren, har der været lidt længere mellem snapsene på challengetouren.
Men nu behøver man ikke kigge særlig langt for at finde deres afløsere. For eksempel kan man blot kaste et blik på toppen af challengetourens pengeliste, hvis man vil se hvem der udgør den næste danske brigade.
Blandt de ti bedst indtjenende i år på europatourens anden division ligger efter weekendens turneringer fire danskere. bedst placeret er Andreas Hartø, der søndag spillede sig op på andenpladsen efter en tredjeplads på Madeira.
Men også Morten Ørum på 7.pladsen, Lasse Jensen på 9.pladsen og Jeppe Huldahl, der ligger nummer ti, har indstillet kursen mod europatouren.
Yderligere en håndfuld danskere er på pengelisten, og blot et enkelt topresultat vil også sende dem op blandt de tyve spillere, der får et kort europatouren 2013.