Danskerne i strid modvind i Australien

Emily Pedersen kan finde noget positiv i, at hun sluttede fornuftigt af trods en meget barsk start. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Nicole Broch Larsen faldt fra delt førsteplads til delt sjetteplads ved RACV Ladies Masters, men det var en hård dag for alle finaledanskerne

Det er efterhånden blevet ganske normalt, at Danmark er flot repræsenteret blandt de bedste kvinder på Ladies European Tour.

Men det er til gengæld meget unormalt, at de fire skarpeste leverer runder i 78, 79, 80 og 80 slag på samme runde.

Sådan var udfaldet lørdag på Royal Pines ved RACV Ladies Masters. Betingelserne var svære, og det var kun ni spillere, der brød par.

Nicole Broch Larsen delte førstepladsen i samlet -10 efter anden runde, men lørdag blev det til en runde i +5. Hun var i +3 allerede efter to huller, og der kom yderligere tre bogeys på kortet, hvor kun én birdie kom med.

Samlet rykkede det Nicole Broch Larsen ned til en delt sjetteplads, hvor hun er fem slag efter Jiyai Shin på førstepladsen.

- Utrolig skuffende dag ...Selvom forholdende i dag var meget sværere end de andre dage, grundet en masse vind, er jeg rigtig frustreret over min runde ! Jeg missede et par slag nogle steder, hvor man ikke må misse dem, og så får jeg ikke holet nogle putts. Jeg kæmpede hele vejen, hvilket jeg er glad for, men jeg kunne ikke få tingene vendt i dag, skriver Nicole Broch Larsen på sin side på Facebook.

Malene Jørgensen lå på 10. pladsen efter anden runde, men hun måtte lørdag acceptere en runde i 80 slag (+7), og det sendte hende ned til 26. pladsen i samlet +3.

Nanna Koerstz Madsen indkasserede en 79’er, og det betød et fald fra 23. pladsen til 42. pladsen, hvor hun ligger i samlet +5.

Emily Pedersen brugte lørdag 80 slag, og det rykkede hende ned til 64. pladsen. Hun kunne dog se med lidt positive følelser på, at hun ikke gav op. Hun var i +9 efter 10 huller, men var bogeyfri på de sidste otte huller og scorede birdies på både 15. og 17. hul.