Danskere i hælene på verdensstjerner

Nanna Koerstz Madsen gav verdensetteren Lydia Ko kamp til stregen i New Zealand

Printer venlig versionSend til en ven

Power Rankings: To danskere gav verdensstjernerne kam til deres hår i weekenden – og gav sig selv en noget nær perfekt åbning på 2016-sæsonen

Her får du ugens Power Rankings på Golf.dk, hvor vi tager pulsen på de hotteste danske golfspillere lige nu. Som sædvanlig vælger Golf.dk de fem skarpeste på et 100 procent subjektivt grundlag. Smid en kommentar, hvis din danske favoritspiller spiller drømmegolf og simpelthen skal med på listen næste gang.
 
1. Nanna Koerstz Madsen
Sidste uge: 1
Seneste resultat: Nr. 2 i ISPS Handa New Zealand Open (Ladies European Tour)
For anden uge i træk snuppede Nanna Koerstz Madsen andenpladsen i en turnering på det australske kontinent. Denne gang gav hun den suveræne verdensetter Lydia Ko kamp til stregen. Og havde det ikke været for en håndfuld missede korte putts i løbet af ugen, kunne det sagtens have givet Madsen en imponerende skalp. Forrygende sæsonstart af Smørum-spilleren.
 
2. Jeff Winther
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 2 i Tschwane Open (European Tour)
Hov, hvor kom den fra? Jeff Winther oplevede barsk modgang i starten af de første to runder i Tschwane Open. Der stod både 7 og 8 på kortet, men alligevel fik han klemt sig med i weekenden med en god stime birdies fredag eftermiddag. I weekenden startede han med fire bogeys og så ud til at synke mod bunden af finalefeltet, men med 12 birdies og en enkelt bogey på de sidste 31 huller sikrede han sig en sensationel udelt andenplads bag majorvinderen Charl Schwartzel.
 
3. Emily Pedersen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 6 i ISPS Handa New Zealand Open (Ladies European Tour)
Emily Pedersen var i direkte duel med Lydia Ko de to første dage, og det slap danskeren rigtig fint fra. Hun lå på 3. pladsen før finalerunden og spillede sig i position til at kæmpe om sejren med en eagle på 2. hul, men efter en birdie på 10. hul løb hun tør for stjernestunder på bagni. Der sneg sig et par bogeys ind på kortet, og Pedersen kan med rette føle sig en smule skuffet trods det solide slutfacit.
 
4. John Axelsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 3 i Portuguese International Amateur (amatør)
John Axelsen hentede et flot resultat i Portugal til at starte sin sæson på. I den stærkt besatte Portuguese International Amateur sluttede det danske stortalent på 3. pladsen takket være en stærk afsluttende runde i 68 slag – feltets næstbedste finalerunde. Noget tyder på, at Axelsen har tænkt sig at fortsætte, hvor han slap i 2015.
 
5. Nicole Broch Larsen
Sidste uge: Ny
Seneste resultat: Nr. 17 i ISPS Handa New Zealand Open (Ladies European Tour)
En 17. plads i en stor turnering som ISPS Handa New Zealand Open lyder umiddelbart brugbart, men for Nicole Broch Larsen var det en flad fornemmelse. Hun førte turneringen efter en 1. runde i 66 slag, men i de sidste to runder stolede hun ikke på sit sving og måtte kæmpe sig i klubhuset med runder i 73 og 74 slag.
 
Boblere
Emil Søgaard (nr. 9 i Portuguese International Amateur (amatør))


1 kommentar "Danskere i hælene på verdensstjerner"

Det eneste problem der er med

Det eneste problem der er med de gode placeringer er, at der er alt for lang tid til Torsdag! :)

Men sådan er det jo, når der kommer resultater på bordet i den sjove ende, så må man også forvente der er større opbakning omkring projekterne :)