Dansker blander sig i fransktoppen
Af Martin Rahbech
Julie Tvede og Mianne Bagger er klar til finalen på LET Access Series
En genvej til kvindernes europatour kan være LET Access Series. Her vil de tre bedste efter sæsonens 11 turneringer være sikret en plads på europatouren i næste sæson.
Julie Tvede har spillet masser af turneringer i det fine selskab, men hun har mistet sin faste plads på europatouren.
Succes på LET Access Series kan være hendes vej tilbage i 2013, og hun kan tage et godt skridt lørdag. Her er hun nemlig klar til finalen i Dinard Ladies Open, der er sæsonens anden turnering på LET Access Series.
Julie Tvede ligger på syvendepladsen i +1 efter de første 36 huller og inden den 18 hullers finale.
Mianne Bagger er også med i finalen. Hun sneg sig akkurat med blandt de sidste med en score i +5 på 26. pladsen.
Med i Dinard Ladies Open var også Monica Christiansen og Daisy Nielsen, men de sluttede som nummer 49 og 72 og missede cuttet.
