Danske nøgleroller i store collegepræstationer

Frederik Andersen holder trofæet efter en tredjeplads i Mexico

Printer venlig versionSend til en ven

Malene Krølbøll Hansen er blevet kåret som Big South Women's Golfer of the Week efter sin præstation i stor collegeturnering, og Frederik Andersen var skarp i Mexico i et meget stærkt felt

En collegekarriere handler jo både om individuel udvikling og præstation som en del af et hold. To af de landsholdsaktuelle danskere var i denne uge med til at levere varen både individuelt og som en del af holdet.

Malene Krølbøll Hansen, der er en del af DGU’s A-trup, var på Kiawah Island Golf Resort i South Carolina med ved collegeturneringen Edwin Watts / Kiawah Island Spring Classic.

Turneringen beskrives som den største i USA på kvindesiden med 41 hold og 216 spillere, og Malene Krølbøll Hansen sluttede individuelt på fjerdepladsen og var en helt central spiller i holdsejren til Coastal Carolina.

Præstationen kastede en ekstra hæder af sig, for 20-årige Malene Krølbøll Hansen blev torsdag valgt som Big South Women's Golfer of the Week.

Det er Big South Conference, der står bag kåringen, og det er en sammenslutning af 11 colleges.

Iben Hvass var også med i feltet i South Carolina, og hun sluttede på 88. pladsen individuelt og en 27. pladsen med sit hold fra Georgia Southern.

Et godt stykke længere mod syd var Frederik Andersen, der er en del af landsholdets observationstrup, sammen med Baylor Athletics en tur i Mexico, hvor man spillede Querencia Cabo Collegiate på Los Cabos Querencia.

I det stærke felt var 11 af de deltagende hold i top 35 på den nationale rangliste. Baylor Athletics og Frederik Andersen er på 43. pladsen på ranglisten, men det holdt dem ikke fra at slutte på en tredjeplads i turneringen med Frederik Andersen som holdets næstbedste og individuelt på en 14. plads.

- Banen var en grøn oase mig i ørkenen med kaktusser og klipper på begge sider af hullerne og enorme højdeforskelle. Vi havde en rigtig god turnering som hold. Jeg skød 67 i første runde og lå på en delt andenplads. Jeg kunne ikke holde tempoet oppe, men faldt tilbage som nummer 14, da turneringen var slut. Som hold sluttede vi på tredjepladsen i et af de stærkeste felter overhovedet i college golf, fortæller Frederik Andersen til Golf.dk