Dansk point i Ryder Cup
Af Martin Rahbech
Emily Pedersen kæmper for Europa i Junior Ryder Cup
Det danske islæt på spillersiden ved årets Ryder Cup er 16-årige Emily Kristine Pedersen fra Smørum Golfklub. Hun er nemlig med i den ottende udgave af Junior Ryder Cup, der spilles på Olympia Fields.
Turneringen blev mandag sat i gang med de to første runder.
Emily Pedersen var sammen med sin svenske makker Linnea Ström først oppe i foursome, som blev tabt 1&0.
Emily Pedersen var bagud hele vejen, men kæmpede til det sidste. Amerikanerne var 4 up efter 10 huller, men med tre huller på stribe kom den dansk-svenske duo helt tæt på, men kunne ikke tage det sidste skridt.
Bedre gik det i de efterfølgende fourballs. Her var Emily Pedersen sammen med irske Gavin Moynihan, og de vandt 2&1 efter at have været foran hele vejen fra start til slut.
Samlet er USA foran 6,5 – 4,5, før tirsdagens afgørende 12 singler.
