Dansk firkløver jagter professionel plads i Asien

Nicolai Kristensen går efter chancen for erfaring på Asian Tour. Foto: Ecco Tour

Printer venlig versionSend til en ven

Måske skal den professionelle karriere have et drys af Asien i den kommende sæson for fire danskere er med i feltet, når Q-School til Asian Tour spilles fra 6. januar

Et nyt golfår står for døren, og et firkløver af de danske professionelle har taget turen til Asien til den første store styrkeprøve. 

Det handler om Q-School til Asian Tour, og First Stage spilles på fire forskellige baner i det sydlige Thailand, og der er dansk deltagelse på to af banerne.

På Springfield Royal CC i Hua Hin spiller Martin Ovesen, Peter Vejgaard og Victor Østerby. Nabobanen er Imperial Lakeview GC, og her er Nicolai Kristensen til start.

- Jeg håber, at jeg kan få lov til at spille nogle ekstra turneringer i Østen, så jeg forhåbentlig kan få halvdelen af sæsonen dækket af turneringer i Asien. Jeg har været der nogle gange med min familie, og det er bare lækkert. Vejret er godt. Flybilletterne er dyrere, men hotel og mad er billigere end i Europa, fortæller Nicolai Kristensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

23-årige Nicolai Kristensen, der stammer fra Ejsing øst for Struer og er medlem i Holstebro Golfklub, spillede flere turneringer på Challenge Touren i 2015 i sin rookiesæson som professionel. Det blev ikke den store succes, og udsigterne til 2016 er umiddelbart ECCO Tour, men måske venter der større udfordringer.

- Jeg tror, niveauet svarer meget godt til Europa. Det er nok en god blanding af Challenge Touren og Europa Touren, siger Nicolai Kristensen til Dagbladet Holstebro-Struer.

First Stage sættes i gang onsdag d. 6. januar og spilles over fire runder. Final Stage spilles fra 13. januar ligeledes over fire runder.

Peter Vejgaard og Victor Østerby var begge også med i feltet i 2015 og klarede sig begge videre til Final Stage, hvor de dog blev bremset.

Vinderen af Q-School i 2015 blev svenske Daniel Chopra, der tidligere har vundet to gange på PGA Touren, men efter at have skiftet lidt mellem PGA Tour og Web.com Tour uden at slå igennem har den 42-årige svensker, der har en svensk mor og indisk far altså spillet fuldt program på Asian Tour i 2015.