Dansk duo vil indtage verden

Danmark er et godt bud på et topresultat denne uge i Kina.

Printer venlig versionSend til en ven

Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen er klar til at forsvare de danske farver i World Ladies Championship på Mission Hills

Set med danske øjne er sæsonen på LET kommet glimrende fra start. Efter få turneringer har både Nicole Broch Larsen og Nanna Koerstz Madsen fundet vej til top-10 på Order of Merit, og det gør det særligt ærgerligt, at en turneringspause på to måneder står for døren.

Men før det viser kalenderen World Ladies Championship på Mission Hills i Kina, og det er en turnering, som kan få stor indflydelse på det endelige regnskab, når sæsonen er omme. Med 800.000 dollars i puljen er det en af årets største begivenheder på Ladies European Tour, og fire danskere tee'er ud torsdag morgen dansk tid.

Malene Jørgensen og Koerstz Madsen repræsenterer sig selv som vanligt, mens Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen også kæmper for nationens ære i en holdkonkurrence.

Det danske hold bestående af LET Player of the Year og Rookie of the Year fra 2015 er blandt de bedste hold målt på verdensranglisten, hvor de ligger henholdsvis nummer 65 og 111. Den største konkurrent til holdsejren bliver ikke overraskende Sydkorea, selvom de blot stiller med deres 13. og 16. bedste spillere, men med verdensranglisteplaceringer som nummer 29 og 35 er Jin-Young Ko og Jung Min Lee favoritter til at forsvare den titel, Inbee Park og So Yeon Ryo bragte hjem til Sydkorea for et år siden.

De to danskere glæder sig til at komme i ilden på den kraftigt kuperede Olazábal Course.

- At repræsentere mit land er en stor ære, og jeg glæder mig selvfølgelig til at danne par med Nicole i min World Ladies Championship debut, da jeg er sikker på, vi vil blive et fantastisk hold, udtaler Pedersen til LET.

De to seneste år er Broch Larsen blevet nummer 36 og 17, da turneringen blev spillet på Blackstone Course.

- Jeg nyder altid at spille World Ladies Championship, da det er en glimrende og lidt anderledes turnering. Man ønsker at gøre det godt, når man spiller for sit land, så jeg vil gøre mit bedste, og det bliver fantastisk at repræsentere Danmark sammen med min bedste ven på touren, siger Broch Larsen til LET.