Damerne har første indskud i banken

Malene Jørgensen er bedste dansker i Schweiz. Foto: Getty Images

Printer venlig versionSend til en ven

Malene Jørgensen er tilbage på finalekursen efter første runde af Deutche Bank Ladies Swiss Open

Det har været en lovende dansk start på en af sæsonens økonomisk mest attraktive turneringer på damernes europatour.

Ved Deutche Bank Ladies Swiss Open er der en samlet præmiesum på 525.000 euro.

Fire danskere er i spil til at komme med i den pulje.

Malene Jørgensen er bedste dansker efter en runde i 71 slag (-1), og det placerer hende på 38. pladsen.

Malene Jørgensen havde kurs mod den rigtig gode ende, da hun var i -3 efter 10 huller, men desværre kom der et par bogeys på kortet i den sidste del af runden.

Line Vedel fortsatte sin stil fra hendes flotte sejr i Slovakiet, da hun med to birdies på sine første ni huller var i -2. Men en enkelt svipser på hendes 13. hul – banens 4. hul – kostede en dobbeltbogey, og det gav en runde i par. Det placerer hende på 48. pladsen.

Den placering deler hun med Lisa Holm Sørensen. Hun gemte det bedste til sidst, for med en birdie, birdie afslutning kom hun også i klubhuset med samlet par efter en runde, der bød på fire bogeys og fire birdies.

Eneste dansker udenfor finalevarmen efter første runde er Mianne Bagger. Men hun er blot ét slag fra. Hun sluttede sin runde af med en birdie, og det gjorde hendes score for dagen til +1, og det rækker til en 66. plads.