Comebackpige fører sæsonfinalen
Af Martin Rahbech
Lotta Wahlin fører Dubai Ladies Masters med Malene Jørgensen som bedste dansker på 36. pladsen
Dagen efter sin 28-års fødselsdag gjorde svenske Lotta Wahlin en flot entre på årets Omega Dubai Ladies Masters. Hun kom med syv birdies og kun en enkelt bogey rundt i 66 slag og er alene på førstepladsen.
Lotta Wahlin har tidligere vundet to gange på europatouren, men hun føler sig alligevel lidt som en rookie. Tilbage i 2009 fik hun konstateret modermærkekræft. En diagnose hun fik på sin fødselsdag, mens hun var ved at gøre sig klar til sæsonfinalen i Dubai.
I 2010 spillede hun kun to turneringer på europatouren og derudover på Nordea Touren. Men nu er hun tilbage på europatouren og heldigvis raskmeldt efter sin sygdom.
- Jeg er så glad. Endelig havde jeg en god runde. Endelig var jeg i stand til at klare alle putts. Jeg er bare så glad, sagde Lotta Wahlin efter sin runde.
Danskerne er knap så glade, men der er spændende perspektiver inden torsdagens runde.
Malene Jørgensen var meget stabil med en runde i par efter to birdies og to bogeys. Det placerer hende på 36. pladsen.
Line Vedel var også i par længe, men bogeys på 12. og 17. hul sendte hende med +2 ned på 70. pladsen.
Lisa Holm Sørensen havde noget hårdere dag. Med 79 slag (+7) er hun på 105. pladsen.








Ingen kommentarer til "Comebackpige fører sæsonfinalen "
Indsend kommentar