Clarke stiller skarpt på Olesen

Sidste gang, da Thorbjørn Olesen og Darren Clarke spillede sammen, vandt danskeren turneringen (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Kaptajnen tager Thorbjørn Olesens spil i øjesyn under ugens stjernespækkede Omega Dubai Desert Classic  

Efter den overbevisende sejr i Ryder Cup på Gleneagles åbnede Paul McGinley op for detaljer omkring sit kaptajnskab. En af dem var, at han gennem 2014 havde dikteret, hvem han blev sat i bold med i de indledende runder af turneringerne. På den måde, kunne han se nye potentielle spilleremner an og lære dem bedre at kende.
 
Darren Clarke har svoret at bygge videre på McGinleys universelt roste skabelon i sit eget kaptajnskab, og derfor er det interessant at holde øje med, hvem den 47-årige spiller i bold med. 
 
I Abu Dhabi fik Clarke selskab af Andy Sullivan og skotten Russell Knox. Sidste uge sad han over, men i Omega Dubai Desert Classic stiller kaptajnen til start 05.25 dansk tid sammen med Thomas Pieters og Thorbjørn Olesen.
 
Både 24-årige Pieters og 26-årige Olesen ligger til kvalifikation via World Points List, og startlisten torsdag indikerer, at kaptajnen anser det for realistisk, at de to talenter også er nær toppen af listerne, når kvalifikationen slutter 28. august i Himmerland.  
 
- Alle dem i toppen, de er stærke i alle dele af spillet, ellers ville de ikke være med fremme på pengelisten og de ville ikke komme på holdet, så udfordringen for mig er at finde ud af, hvem der ville passe godt sammen, sagde Clarke til Golf.dk i december. 
  
Det er en stor cadeau at få kaptajnens opmærksomhed i Dubai, hvor feltets styrke udløser hele 48 point til vinderen. Turneringen bliver ført an af nogle af Europas største spillere, som uden tvivl vil være på Clarkes hold til september.
 
05.05 dansk tid spiller forsvarende mester, Rory McIlroy, med tidligere vinder Henrik Stenson og Louis Oosthuizen. Det er lige efter Søren Kjeldsen, Martin Kaymer og Graeme McDowell. Thomas Bjørn får selskab af englænderne Danny Willett og Chris Wood, som også er godt på vej mod Ryder Cup, klokken 09.25.
 
Morten Ørum Madsen, Jeev Milkha Singh og langtslående Gavin Green begynder deres tur på Majlis Course 05.55, mens feltets femte dansker, Lucas Bjerregaard, bliver blandet i en talentfuld cocktail med Tommy Fleetwood og Haydn Porteous klokken 08.55.
 
I Abu Dhabi var Joachim B. Hansen blot én plads fra at komme med i feltet, og som det ser ud lige nu, vil han igen ende som første reserve. Danskerens status kan nå at ændre sig i løbet af de næste 24 timer.