Callaway udvider Apex-familien

Callaway Apex CF 16
Callaway Apex CF 16
Printer venlig versionSend til en ven

Callaway er klar med to nye jern og en hybrid i deres Apex-serie

Callaway plejer at køre med to jernserier - en lidt billigere, hvor der er fokus på længde og tilgivelse. Og en lidt dyrere, hvor der fokuseres mere på jernenes egenskaber og muligheden for at arbejde med bolden.

Men de to grupper af jern begynder at smelte lidt sammen. Vi så det allerede i den seneste udgave af Apex, der var et smedet jern, hvor der også var fokus på længden. Og den tendens fortsætter i de nye Apex-jern, som Callaway netop har lanceret.

Apex CF 16 kalder Callaway den nye model. 16 er en henvisning til udgivelsesåret (de kommer dog allerede i handlen 30. oktober i år), mens CF er en forkortelse for Cup Face.

Cup Face er en teknologi, vi har stiftet bekendtskab med i Big Bertha- og XR-jernene. Kort fortalt går det ud på, at man svejser jernets slagflade fast på køllehovedet. Det giver bedre mulighed for at kontrollere slagfladens tykkelse og dermed boldens hastighed.

- Cup Face har vundet gehør hos mange golfspillere, fordi det giver øget boldhastighed. Så det virkede naturligt at bruge det i vores nye Apex-serie, selv om det gav vores hold nogle store udfordringer, siger Dr. Alan Hocknell, Head of Research and Development, Callaway Golf, og påpeger, at det er første gang Callaway bruger Cup Face på et smedet jern.

Apex-jernene fås også i en Pro-version, der er lavet med input fra Callaways tourspillere. Her har fokus været på et sikre en god kontakt med turfen og at øge kontrollen med boldflugten.

Som noget nyt bliver Apex-familien nu også udstyret med en hybrid. Det sker for at give Apex-fans en mulighed for at erstatte de lange jern med et mere letspilleligt alternativ.

Callaway’s nye Apex CF 16 og Apex Pro 16 jern kommer i handlen 30. oktober, mens hybriden først finder vej til hylderne 4. december. Du kan se billederne af alle tre i galleriet i toppen af denne artikel.

Vejledende udsalgspriser

Apex CF 16 (syv jern): 7.999,- (stål) / 8.999,- (grafit)

Apex Pro 16 (syv jern): 7.999,-

Apex Hybrid: 1.999,-