Bubba, Rickie, Phil og Phoenix

Som altid venter der Bubba Watson og kollegaerne et inferno på TPC Scottsdales hul 16 (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Waste Management Phoenix Open byder på et stærkt felt med blandt andre Bubba Watson, som helst ikke ville være der

19 spillere fra verdens top-50 er til start i Waste Management Phoenix Open - målt på tilskuere den største turnering i verden. Blandt dem er publikumsfavoritter som Phil Mickelson, Rickie Fowler, Bubba Watson og sidste uges vinder, Brandt Snedeker. Alligevel er der ingen chance for at slå publikumsrekorden fra sidste år på 564.368 gæster ugen igennem. 
 
For et år siden var Super Bowl i byen på samme tid som turneringen og Tiger Woods havde meldt sin ankomst for første gang i et årti. Det trak flere til end arrangørerne kan tillade sig at drømme om i år. Søndag spilles Super Bowl nummer 50 i San Francisco, og det vil uden tvivl holde nogle potentielle golftilskuere hjemme foran skærmen.
 
Det skal nok alligevel blive larmende, når trækplastrene kommer forbi hul 16, der vanen tro vil blive besøgt af fornuftige tilskuere, som husker at holde sig hydreret i den tøre ørkenluft. Sådan noget kan få folk til at sige deres mening om slagene, og det gør de så i tusindvis fra de tribunerne omkring par tre hullet. Det er et anderledes og - synes de fleste - underholdende spektakel.  
 
Bubba Watson er blevet nummer to to år i træk, men han gjorde det klart på sit pressemøde, at banen ikke passer ham, og at han kun stiller til start på TPC Scottsdale for at tilfredsstille sine sponsorer. 
 
-  Jeg kan ikke lide den. Jeg gider ikke være politisk korrekt omkring det. Jeg kan overhovedet ikke lide den. Jeg har sagt, hvorfor jeg er her. Jeg har tre dejlige sponsorer, som elsker at være her, sagde amerikaneren ifølge Golf Channel. 
 
Det er specielt de ændringer, Tom Weiskopf foretog i 2014 for at øge sværhedsgraden, som Watson er sur over. Han er sat i bold med Justin Thomas og sin overmand fra sidste år, Brooks Koepka, klokken 20.07 dansk tid. Lige præcis de tre burde ikke have lov til at klage over den ekstra længde, ændringerne har medført, for de sluttede sæson 2015 som nummer to, otte og 15 i kategorien "driving distance".

Lange teeslag er selvfølgelig ikke alt. Det beviste Brandt Snedeker i sidste uge, da han vandt Farmers Insurance Open på PGA Tourens længste bane. Næsten uanset hvad vi kommer til at se i de kommende måneder, så vil Snedekers finalerunde i -3 kandidere stærkt til at blive årets runde. Kan han skyde i 60'erne på Torrey Pines South, når det regner og rusker, hvad kan han så ikke gøre ved en ørkenbane uden vind? I sine tre seneste turneringer er Snedeker blevet nummer tre, to og et, så formen er helt forrygende. Han skal spille i bolden bag Watson sammen med Billy Horschel og Steve Stricker.

RIckie Fowler, feltets bedst placerede spiller på verdensranglisten, går på banen 15.57 med Smylie Kaufmann og Kevin Kisner. Ni minutter senere bliver det tid til Phil Mickelson, Jason Dufner og indehaveren af The Claret Jug, Zach Johnson.

Der spilles om en førstepræmie på 1,17 millioner dollars og 54 verdensranglistepoint.