Broch Larsen topper Down Under

Et vellykket chip for eagle på 18. hul sikrede Nicole Broch Larsen den delte førstepladsen ved RACV Ladies Masters

Printer venlig versionSend til en ven

Nicole Broch Larsen deler førstepladsen ved RACV Ladies Masters, hvor Malene Jørgensen er på 10.pladsen, og alle fire danskere klarede cuttet i fin stil

Den australske guldkyst kan være stedet for det næste topresultat for Nicole Broch Larsen. Ved RACV Ladies Masters forsvarede hun fredag sin delte førsteplads efter sin anden runde i 69 slag. Selv om det var en barsk start med bogeys på de to første huller fightede hun sig til den fine runde, der blev afsluttet med en eagle på 18. hul.

- Efter en bogey - bogey start i dag, er jeg rigtig glad for måden jeg bevarede tålmodigheden på og fik vendt tingene rundt! Jeg drivede ikke bolden specielt godt i dag, men holede nogle gode putts og et chip på sidste, som gør at jeg scorede godt alligevel, skriver Nicole Broch Larsen på sin side på Facebook.

Hun deler førstepladsen i samlet -10 med svenske Camilla Lennarth.

Malene Jørgensen byder sig også til i forhold til toppen. Efter en anden runde i -1 er hun på 10. pladsen i samlet -4.

De to sidste danskere i feltet brød ikke par på anden runde, men de klarede i sikker stil cuttet.

Nanna Koerstz Madsen spillede sin anden runde i +3 og faldt tilbage til 23. pladsen i -1.

Emily Pedersen måtte bruge 77 slag (+4) på sin anden runde, og hun faldt tilbage til 41. pladsen i samlet +2.