Edoardo Molinari og Thomas Bjørn nød hinandens selskab i Bahrain, hvor de begge var skarpe på turneringens andendag. Foto: Getty Images

Molinaribrødrene imponerer i Bahrain, hvor Anders Hansen også sætter kurs mod toppen, og Bjørn kæmper for cuttet
Der blev studeret lidt i rekordbøgerne, da Edoardo Molinari fredag bragede ud på andenrunden i Volvo Golf Masters i Bahrain.
Birdie afløste birdie og det gav seks i streg på de første seks huller. Så stoppede stimen, før han helt nåede op på Europa Tour rekorden, der lyder på otte birdies i træk.
Molinari fulgte op med 11 pars i træk, en birdie på sidste hul og en foreløbig placering på førstepladsen med 133 slag (-11), før eftermiddagens bolde har overtaget scenen.
På andenpladsen følger lillebror Francesco, der også var skarp med fem birdies undervejs, men med et par bogeys på de afsluttende huller overlod han førstepladsen.
Anders Hansen meldte sig også seriøst ind i topkampen og ligger på en foreløbig fjerdeplads.
Han præsterede for anden runde i træk en 68’er og med en total i -8 er han kun tre slag fra førstepladsen.
Thomas Bjørn var i selskab med Edoardo Molinari på runden, og det var ikke kun italieneren, der strålede.
Thomas Bjørn forbedrede sig med hele otte slag i forhold til torsdagens runde. Det blev til seks birdies og kun en enkelt bogey. En total for de første 36 huller er i -2 og en foreløbig 51. plads lige på kanten af cuttet.
Søren Hansen, Søren Kjeldsen og Jeppe Huldahl har alle taget hul på deres anden runde i eftermiddagens bolde.