Blandet danskerdag i Finland

Thomas Nørret kom fint fra start ved sit besøg på challengetouren. Foto: Getty Images.

Printer venlig versionSend til en ven

Nørret og Hjelm er tre slag fra de forreste i Finnish Challenge.

Ingen af de seks startende danskere er at finde i den øverste del af leaderboardet efter første runde af Finnish Challenge på challengetouren. Thomas Nørret og Rasmus Hjelm klarede sig bedst og er på 18. pladsen.

Mens verdenseliten er i USA, benytter Nørret tiden til at holde formen ved lige på challengetouren. Et topresultat i Finland vil give ham en ekstra mulighed for at få fornyet europatourkortet. Sidste år valgte Andreas Hartø challengetouren frem for europatouren sidst på sæsonen for at prøve at opnå spillerettigheder den vej rundt. Hvis Nørret får en pose penge med fra denne uge, kan det ikke udelukkes, at han prøver noget tilsvarende, skule han ikke tjene nok på sin faste arbejdsplads.

Rasmus Hjelm ligger nummer 135 på challengetourens pengeliste, så et par solide resultater er påkrævet, hvis han vil have fuldt kort til næste års challengetour.

Den danske duo er nummer 18 efter runder i -1, og de har kun tre slag op til de førende spillere. Dem er der fire af på Kytäjä Golf. Det drejer sig om Brooks Koepka, Matt Haines, Roland Steiner og Björn Åkesson. Dagens arbejde beløb sig til 67 slag (-4) for den kvartet.

Åkesson ligger inden turneringen nummer 28 på pengelisten, og hvis han fortsætter det gode spil, kan han spille sig op blandt de tyve der får adgang til golfens forjættede land i den kommende sæson. Åkesson havde fem birdies og en bogey på dagens runde.

Koepka er en ung amerikaner, der kun spiller sin fjerde turnering som professionel. Han fik en sponsorinvitation til sidste uges turnering, hvor han sluttede i top 10, og derfor kom han med i feltet i Finland.

- Jeg har spillet fint indtil nu, og jeg håber bare på, at jeg kan forbedre mig uge efter uge og få føling med tingene. Jeg valgte at komme til Europa, fordi jeg vil spille turneringer, og her har jeg de bedste muligheder for at gøre det og forberede mig til kvalifikationsskolen senere på året. Det er det store mål, sagde 22-årige Brooks Koepka til europatouren.

Andreas Hartø ligger nummer 67 efter en runde to slag over par. Anders Schmidt Hansen er nummer 95 (+4), mens Morten Ørum Madsen er +5 og Daniel Løkke sluttede 11 over par og sidst af spillerne, der gennemførte runden.

Nick Dougherty spillede Kytäjä Golf to slag bedre end par. det placerer ham på en delt 6. plads.