Bjørn skyder eagle nær falken

Hvis Thomas Bjørn kan fortsætte det angreb, han satte ind tidligt søndag, kan han ende som sejrherre i Abu Dhabi (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

Et stort comeback under afslutningen af tredje runde sendte Thomas Bjørn tilbage i kampen om sejren i Abu Dhabi

Finalen i Abu Dhabi HSBC Golf Championship ser ud til at blive tæt og nervepirende, og Danmark bliver repræsenteret i kampen om sejren.
 
Tredje runde blev spillet færdig tidligt søndag, og på dagens første hul lavede Thomas Bjørn en bogey. Det fik silkeborgenseren til +3 for runden, hvilket sendte ham helt ned til Søren Kjeldsen i -4 , og efter at have været helt med i toppen halvvejs i turneringen, så chancerne for sejr ud til at være forspildt. 
 
Få huller senere var de udsigter ændret radikalt, for med en forrygende slutspurt bragede Bjørn tilbage i topstriden. Birdie på par tre hullet 15, birdie på det lange par fire hul 17 og eagle på par fem hullet 18, som det majestætiske falkeklubhus vogter over, fik Bjørns score til -1 for runden og -8 samlet.
 
Det placerer ham på 12. pladsen, fem slag fra spillemakkeren Rickie Fowler. Amerikaneren lavede tre birdies under morgenens arbejde og fik sin total til -13, to slag foran Joost Luiten på andenpladsen.
 
Det bliver tæt og spændende over de sidste 18 huller, for der er mange spillere inden for få slag, og der er store navne iblandt. Rory McIlroy og Branden Grace har del i tredjepladsen i -10, og et slag længere tilbage ligger Henrik Stenson og Ian Poulter.
 
Bjørn får selskab af Andy Sullivan og Robert Rock i bolden, der starter 08.40 dansk tid. Det er 50 minutter inden førerbolden med Fowler, Luiten og Thomas Pieters, som blot skulle bruge 64 slag på tredje runde. Kan Bjørn præstere noget i nærheden af den unge belgiers score, er det ikke urealistisk, at han kan ende på toppen.
 
Det er også for tidligt at udelukke Jordan Spieth. Verdens nummer ét er syv under par, og når man er i besiddelse af den varmeste putter i spillet, er seks slag langt fra umuligt at indhente. Spieth deler 19. pladsen med den tredobbelte vinder på Abu Dhabi Golf Club, Martin Kaymer.