Bjørn kiksede i Qatar
Af Martin Rahbech
Anders Hansen blander sig i top 10, mens Thomas Bjørn er på 122. pladsen
I rammer, der i perioder mindede om en ørkenstorm, kom Thomas Bjørn skuffende fra start i sit titelforsvar i Commercialbank Qatar Masters.
Han måtte torsdag eftermiddag kigge tilbage på en runde, hvor han slet ikke fik spillet til at fungere. Det beviser et scorekort med en trippelbogey, en dobbeltbogey og to bogeys, men ikke en eneste birdie. Runden i 79 slag (+7) placerer ham helt nede på en delt 122. plads.
Dagens dansker var Anders Hansen. Da han udnyttede en god birdiemulighed på 18. hul sneg han sig lige ind i top 10. Runden i 70 slag (-2) med tre birdies placerer ham på den delte 10. plads.
Her har han fire slag op til sin følgesvend i de to første runder, Gonzalo Fernandez-Castaño, der med en opsigtsvækkende runde i den hårdeste del af dagens blæsevejr. Han leverede ni birdies og kom ind med en 66’er (-6). Dermed skubbede han veteranen John Daly ned fra den overraskende førsteplads, amerikaneren erobrede tidligt på dagen.
Blandt danskerne er Søren Hansen også godt med fremme. Han trodsede en dobbeltbogey på sit tredje hul og kom rundt i -1, hvilket rækker til 15. pladsen.
Thorbjørn Olesen ligger på 36. pladsen i par, og Søren Kjeldsen ligger på 50. pladsen i +1.








Ingen kommentarer til "Bjørn kiksede i Qatar "
Indsend kommentar