Banestatus: Det lysner i øst
Af Kai Hartmeyer
Trods en hård vinter er der er spæd forårs-optimisme at spore i de østdanske klubber, som Golf.dk har talt med. Selv på Bornholm, som oplevede århundredets værste vinter, ser man lyst på tingene.
Odense Golfklub er typisk en af de klubber, der må vente lidt med at åbne greens:
- Vi ligger jo på lerjord, og er derfor altid lidt bagefter banerne på de lette jorde. Men, mon ikke vi kan byde velkommen på greens til april, siger baneudvalgsformanden Jan Carstensen.
I Holbæk oplyser baneudvalgsformand Jim Clemmensen, at man netop i den forgangne weekend har åbnet greens.
- Jeg har oplysninger fra vores chefgreenkeeper Thomas Nordin, der fortæller, at banen er i forbløffende god stand. Der er stadig lidt frost i 15-20 centimeters dybde, men lidt mere varme og blæst, så er den også væk, og skimmel har vi meget lidt af. Nu er vi så også heldige med, at vores bane er placeret sådan, at den pulversne, der falder, blæser væk med det samme. Så alt i alt, ser vi fortrøstningsfuldt på det hele, siger Jim Clemmensen.
Chefgreenkeeper Steen Mikael i Asserbo håber at kunne åbne greens omkring april:
- Men vi har nogle vinterskader, vi først skal have udbedret. Faktisk så det bedre ud hos på samme tidspunkt sidste år end lige nu. Og det er bl.a. fordi vi i år er blevet begrænset med hensyn til at sprøjte, fortæller Steen Mikael.
På Bornholm oplevede man århundredets værste vinter. Alligevel har banen i Nexø Golf Klub det godt, oplyser formanden Bjarne Freund-Poulsen.
- Sidste vinter, hvor det var meget koldt i begyndelsen af foråret, måtte vi efterså hele tre gange, fordi varmen lod vente på sig. Her og nu regner vi med kun at efterså en enkelt gang. Ellers bruger vi lige nu mange kræfter på bl.a. klubhusforbedringer. Vi har jo 25 års jubilæum i år, fortæller Bjarne Freund-Poulsen.
Hvordan ser det ud på din hjemmebane? Kom med din update i kommentarfeltet herunder.







3 kommentarer til "Banestatus: Det lysner i øst "
Passebækgård har haft åbne green hele tiden
men vi har også gode greens og greenkeepere
rettelse
I artiklen citerede vi formanden for Holbæk GK, Mikael Roslind. Det var en fejl. Det var formanden for baneudvalget, J. Clemmensen, der udtalte sig. Vi beklager fejlen.
banestatus
Så er Hørsholm golfklub også klar med sommergreens fra mandag 21-3, ifølge deres hjemmeside
Indsend kommentar