Anonym dansk start i Italien
Af Anker Nielsen
De seks danskere gjorde ikke meget væsen af sig på første runde af Acaya Open 2011 i Lecce, Italien
Daniel Løkke og Mads Vibe-Hastrup slap bedst gennem første runde af danskerne på dagens runde på challengetouren.
Det blev imidlertid med runder i fire slag over par, hvilket placerer dem på som nummer 52.
- 14 pars og fire bogeys. Jeg spillede faktisk ganske solidt, men det er en vanskelig bane med smalle fairways og US-Open rough, skrev Mads Vibe-Hastrup på twitter efter runden.
Den etablerede challengetour-spiller Lasse Jensen og Jacob Roth, der spiller sin første turnering på challengetouren, gik begge en runde i fem over par og ligger som nummer 64.
Disse fire danskere flirter gevaldigt med cutgrænsen.
Morten Ørum Madsen er nummer 78 i seks over par og Mads Dam nummer 109 otte slag over par.
Alle seks danskere har fortsat realistiske muligheder for at klare cuttet, men det kræver lidt bedre scores end i dag.
Turneringen føres af engelske Jamie Moul i fem slag under par.








Ingen kommentarer til "Anonym dansk start i Italien"
Indsend kommentar