Anders Hansen: Jeg var fristet

Anders Hansen foretrækker Europa næste år (Foto: Getty Images)

Printer venlig versionSend til en ven

Anders Hansen overvejede seriøst at prøve lykken i USA, men danskeren valgte at blive i Europa

Anders Hansen behøvede bare tre turneringer i sommer til at sikre sig muligheden for et medlemskort til den amerikanske PGA Tour. Men selv om et ophold på den anden side af dammen virkede særdeles lokkende, har Hansen valgt at blive i Europa.

- Jeg var meget fristet til at tage imod et medlemskab til PGA Touren efter min tredjeplads i PGA Championship. Jeg havde tjent mere end nok til at sikre mig kortet, siger den 41-årige dansker til Reuters, der har talt med Anders Hansen i forbindelse med denne uges World Cup på Missions Hills i Kina.

- Jeg ville gerne have spillet mindst én sæson i staterne, men jeg følte, at det ville være for hårdt at spille på begge tours. I min private situation ville det være unfair over for min familie, og jeg føler også, at jeg ville slide mig selv op, siger Anders Hansen, der efter en fantastisk sæson indtager en sjetteplads på Race to Dubai.

- Hvis jeg havde været 26, 27 eller 30 år, havde jeg valgt et medlemskab til PGA Touren, men som 41-årig er det lidt mere vanskeligt. Det ville betyde, at jeg skulle flytte til USA med familien, og det vil jeg ikke byde dem. Det ville være for besværligt.

Anders Hansen er dog sikker på at se Atlanterhavet fra oven næste år. Han ligger i øjeblikket nummer 31 på verdensranglisten og behøver derfor ikke frygte for sin deltagelse i de store turneringer i USA - de tre majors og alle WGC-turneringer.  

- Jeg vil forsøge at få invitationer til et par turneringer forud for major-turneringerne, men jeg kommer ikke til at spille PGA Touren på fuld tid, siger Hansen, som trods en periode med sygdom skal forsøge at spille Danmark til succes i World Cup for to-mandshold.

- Jeg har det fint igen, men jeg havde en voldsom forkølelse og led af svimmelhed i sidste uge. Det var noget jeg fik i Singapore, hvor jeg gik ud og ind af aircondition, siger Hansen, som i Kina har fået ny makker i Thorbjørn Olesen efter at Thomas Bjørn måtte melde fra på grund af en nakkeskade.

- Det er ærgerligt, at Thomas har meldt afbud, men Thorbjørn er en spændende ung spiller. Jeg har spillet denne turnering syv gange, og det her er hans debut for Danmark, så det bliver godt for ham at få den erfaring, siger Anders Hansen.

Anders Hansen og Thorbjørn Olesen indleder jagten på VM-trofæet torsdag morgen klokken 8.00 lokal kinesisk tid i selskab med Jaidee og Aphibarnrat fra Thailand.


1 kommentar "Anders Hansen: Jeg var fristet"

Rigtig meget held og lykke i Dubai

Anders du får en kanon spiller, seriøs person, glad person, en der altid glæder sig over golfspillet. Tag rigtig godt imod ham - han er bare så ligetil og er virkelig klar til at gøre det rigtig godt. Jeg og mange andre i Værløse Golfklub krydser alt hvad vi har for at dette bare skal og gøres rigtig godt. Vi tror på jer. Pøj pøj og rigtig meget held og lykke - I vil blive fulgt fra lille Danmark med de store stjerner.... Knusser og rigtig mange gange held og lykke fra Gitte Aagaard Værløse Golfklub :)