Ambitionen om landshold lever endnu

Søren Lind leverede varen i Frankrig i sin tredje internationale turnering

Printer venlig versionSend til en ven

Søren Lind fra Odder Golfklub viste stærkt spil ved French Boys Championship, og han vil kæmpe for at komme tilbage i landsholdsvarmen

En af de mindre beskrevne danske golftalenter viste beviset på sit talent i påskedagene. 18-årige Søren Lind fra Odder Golfklub spillede sig frem til 1/8-finalen ved French Boys Championship på Omaha Beach Golf Club.

Han blev slået af en stærk italiener, og efter skuffelsen kom lidt på afstand var han meget tilfreds med præstationen.

- Det er jo aldrig sjovt at tabe, men det var en stor turnering og et lille nåleøje at komme igennem slagspilskvalifikationen. Samtidig var det min første turnering  i år og på en linksbane, jeg ikke kendte. Så jeg er da rimelig tilfreds, siger Søren Lind til Golf.dk

French Boys Championship er en turnering, som tidligere er blevet brugt til at give landsholdsspillerne erfaring ved at blive udfordret udenfor de trygge rammer i Danmark.

Men Søren Lund er ikke en del af landsholdet længere og tog altså turen til Frankrig på egen hånd.

- Jeg var med i udviklingstruppen sidste år, men nu er jeg lige blevet 18, og så er næste skridt jo A-truppen eller observationstruppen, og det er mit niveau ikke højt nok til endnu. Men det er da min ambition at komme tilbage omkring landsholdet. Det giver rigtig mange muligheder både i forhold til at komme med i udenlandske turneringer, men også med træning, og der er dygtige folk omkring DGU. Det er jo også et EM til sommer, hvor jeg ikke er for gammel til at komme med juniorholdet. Så kan jeg lave nogle gode resultater, så er det ikke umuligt, siger Søren Lind.

Mens han var med i udviklingstruppen var han med i internationale turneringer to gange, og udfordringen i Frankrig var altså tredje turnering på udenlandsk grund.

- Det er selvfølgelig vigtigt at spille godt i Danmark, men det hele er bare lidt sværere i de internationale turneringer, men det er også noget, der udvikler en, siger Søren Lind