Afgørelsens time på Q-School

Efter karrierens værste sæson skal Søren Hansen på tourskolen for første gang siden 1997 (Foto: Getty Images).

Printer venlig versionSend til en ven

En håndfuld danskere har fundet vej til Q-School ad vidt forskellige veje- men kæmper om præcis samme mål 

26. november åbner europatouren op for sæson 2016,  og det bliver med mindst syv danske medlemmer. Jeff Winther og Joachim B. Hansen slutter sig til Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen, Morten Ørum Madsen og Lucas Bjerregaard, men der er mulighed for, at den danske delegation kan vokse sig endnu større i løbet af de næste otte dage.
 
Lørdag begynder tourskolens finale, hvor fem danskere er til start. For kun anden gang i karrieren skal Søren Hansen forsøge at tilspille sig et af de 25 sæsonkort på højkant, et mål han ikke nåede i sit første forsøg i 1997. 
 
Hansen er langt fra den eneste dansker i feltet med europatourerfaring. Lasse Jensen kommer også direkte fra europatouren efter en stabil sæson med 13 klarede cuts i 21 turneringer. Det blev til nul top-10 placeringer, og det er grunden til, han må en tur på skolebænken. I sine 11 tidligere forsøg er han nået gennem nåleøjet to gange, en af dem sidste år. 
 
Jeppe Huldahl og Andreas Hartø har også oplevet succes i den seks runder lange marathonfinale. Huldahl sikrede sig en tilværelse blandt de bedste i en alder af 21 år tilbage i 2003, men i sine ni efterfølgende besøg på tourskolen er vinderen af Wales Open 2009 taget fra Spanien med uforrettet sag. 
 
Hartø har en succesrate på 50 procent efter at have spillet Q-School fire gange. For Mads Søgaard bliver det andet møde med PGA Catalunya. Sidste år blev han nummer 76, hvilket gav en kategori på challengetouren. Den udnyttede han til en samlet 22. plads for året, så selvom den 22-årige fra Ikast er den klart mindst rutinerede blandt den danske håndfuld, er han måske det bedste bud på en kvalifikationsgivende placering.
 

2 kommentarer til "Afgørelsens time på Q-School"

Hansen, nej den anden Hansen

Hvorfor viser I billede af Anders Hansen?

Fejltagelse - det er jo Søren

(det hjælper at forstørre billedet)