Aalborg henter første finalebillet

Aalborg Golfklub har vundet 11 danske holdmesterskaber, dette var seneste guldrus tilbage i 2010

Printer venlig versionSend til en ven

Med fire sejre i fire kampe er Aalborg det første hold i finalespillet for herrer i Elitedivisionen

Så kan de bedste værelser på Rømø godt blive booket til den første weekend i september.

Aalborg Golfklub er nemlig som det første herrehold klar til finalespillet i Elitedivisionen, der spilles 1. – 2. september på Rømø.

Aalborg Golfklub sikrede sig finalebilletten, da de søndag på hjemmebane vandt 14-4 over Mollerup, og dermed har vundet alle fire kampe indtil videre. De otte point giver med garanti en finaleplads med landets fire bedste hold.

 

- Humøret er højt i øjeblikket. Det er rart, at man kan gå ind til den sidste weekend uden at have risiko for måske at rykke ned. Nu skal vi bare ud at nyde det i sidste weekend, og jeg håber da, vi kan gå ubesejrede gennem hele grundspillet, siger Kasper Estrup fra Aalborg til Golf.dk

Han vurderer holdets topniveau og bredde som afgørende for succesen.

- Jeg synes, alle spillere præsterer i år. Tidligere har vi måske haft lidt udfald, men det er meget stabilt. Så har vi en spiller som Søren Færgemann, der nærmest rydder al modstand af vejen. Han har slået både Knud Storgaard og Kristian Grud i single, og han er måske ikke en spiller, der er så meget forventningspres på, men alligevel leverer han altså varen, siger Kasper Estrup, der i weekenden var glad for at have Martin Leth Simonsen på holdet. Collegespilleren gik ubesejret gennem weekenden.

De bedste chancer i vestkredsen for at følge med Aalborg til finalespillet ligger hos Holstebro, der søndag vandt 11-7 over Gyttegård.

Mens Aalborg har otte point, følger Holstebro med fem point, Mollerup med to og Gyttegård med et enkelt point.

I østkredsen ligger de bedste kort i hænderne på Kokkedal. De kom ud af weekenden med to sejre og fire point.

Søndag vandt Kokkedal 11-7 over Furesø med ikke mindst Jacob Roth som en værdifuld spiller med sejr i foursome og senere i single mod Andreas Hartø.

De forsvarende mestre fra Odense Eventyr fik en tiltrængt og overbevisende sejr på 12-6 over Frederikssund.

Kokkedal har seks point på førstepladsen, og Odense Eventyr følger lige efter med fire point, mens Furesø og Frederikssund har tre point.

De sidste to spillerunder afvikles 4. – 5. august.