13 år i Spanien rykker ikke ved Victor Bjørløws danske rødder

Victor Bjørløw bærer med stolthed sit danske landsholdstøj

Printer venlig versionSend til en ven

Victor Bjørløw har vist sig frem i DGU’s landsholdarbejde, og selv om han har boet i Spanien i langt størstedelen af sin barndom og ungdom, ser han stadig Danmark som hjemlandet 

Et efternavn med to ø’er afslører jo hurtigt, at Victor Bjørløw ikke er spanier. Men siden 2002 har han boet i Spanien. Han flyttede sammen med sin familie til Spanien, da hans far fik job hos Jyske Bank på Gibraltar.

Nu er årene gået. Faderen arbejder fortsat hos Jyske Bank, og Victor Bjørløw, der snart bliver 18 år, har studeret på Sotogrande International School. Til sommer bliver han færdig med studiet. Næste stop derefter bliver University of Colorado, Boulder med en collegekarriere indenfor golf.

Beliggenheden i Spanien har gjort golfkarrieren til en oplagt mulighed, og han har været medlem af San Roque Golf Club, siden han var 12 år. Men trods alt det spanske er skønt, så er hjem stadig også i Danmark.

- Selvom jeg har boet i Spanien i 13 år, betragter jeg stadig Danmark som mit hjemland, og jeg har også planer om at flytte tilbage til Danmark, når jeg er færdig med skolen her til sommer, og derved bliver Danmark min umiddelbare base.  Mine forældre har ikke nogle planer om at flytte retur til Danmark, så jeg har stadig en fordel at kunne tage ned og besøge dem, hvis vejret bliver for gråt og koldt i Danmark, fortæller Victor Bjørløw til Golf.dk

Den danske tilknytning med golf er også blevet styrket, efter han er blevet en del af landsholdsarbejdet i DGU.

- Jeg kom først i kontakt med DGU, da jeg for 3 år siden mødte David Dickmeiss, mens han var i Sotogrande med herrerne til Nations Cup, som bliver spillet på Sotogrande Golf Course, som ligger 3 minutter fra hvor jeg bor.  Jeg var utrolig glad for at i første omgang at komme med i udviklingstruppen og være sammen med andre danske spillere og få opbakningen fra trænerne, og jeg føler en stor ære i at spille for Danmark, når jeg spiller i turneringer rundt i Europa. I år kom jeg så med i Junior truppen, og med den har jeg også fået endnu mere sparring med Martin Kold, som jeg sætter utrolig meget pris på, og dette har udviklet mig yderligere. Så ofte skolen og turneringerne i udlandet har tilladt det, har jeg været på ferie i Danmark og efter at jeg er blevet knyttet til landsholdet prøver jeg også at få det til at passe med landsholdssamlingerne og turneringerne i Danmark, fortæller Victor Bjørløw.

Han stammer i Danmark fra Hellerup, men han har bedsteforældre fra Sønderjylland. Så mange ferier har været med kurs mod det sønderjyske med masser af golf med hans morfar i Sønderjyllands Golfklub, og det åbnede op for, at det er blevet Victor Bjørløws danske hjemmeklub.