Træningslejr og gamle venner

Printer venlig versionSend til en ven

Min tre uger lange USA rejse er ved at være afsluttet. Det har været dejligt at være herovre og jeg er da også blevet bekræftet i hvor meget jeg egentlig savner USA (og sydens vejr!).

De første to uger blev brugt i Florida hvor jeg, sammen med resten af landsholdet, fik trænet til den store guldmedalje.
Dagene startede ofte før kl. 6 med en omgang morgenløb og derefter blev vi, i forskellige grupper, guidet igennem træning, ny information og viden fra eksperter, fysisk programlægning, spil og workshops.
Det var super rart med en masse gode inputs fra diverse trænere og eksperter (mentaltræner, de to fysiske trænere m.fl.).
Derudover nød jeg virkelig at få trænet sammen med de andre spillere - det er nogle gange lidt svært at få sat træningssessioner op med hinanden i hverdagens travlhed, så vi havde virkelig en god mulighed for at sparre med hinanden på tværs af trupper og amatør-/prostatus mv.

Efter to gode uger i Florida fløj jeg, under en tornado-varsel, til Atlanta, Georgia. Her besøger jeg mine dejlige holdkammerater fra de sidste fire år på college. Det er skønt at være tilbage, men jeg sætter samtidig også stor pris på de muligheder der opstod i forbindelse med at vende hjem til Danmark. Min følelse af at have to hjem er dog stadig intakt og det er jo ikke så ringe endda!

De kommende måneder byder på træning i Danmark indtil årets første turnering, som jeg kvalificerede mig til igennem to runders "turneringsspil" på træningslejren. Det bliver svært at vente halvanden måned endnu, men tiden skal udnyttes bedst muligt med en masse golf og fysisk træning. Det er skønt at have skudt  "pre-season" 2013 godt i gang!

Charlotte