Så er 2013 skudt i gang!

Printer venlig versionSend til en ven

Hej Allesammen! 

 
Så er der gået lidt over en måned af det nye år. For mit vedkommende, så er det startet rigtig godt, med en masse positive oplevelser. I de første tre uger af januar, opholdt jeg mig i Danmark, hvor der skulle styr på en masse praktiske ting. Både regnskab, sponsorer og andre administrative ting skulle der kigges på. Det gik fint alt sammen, så jeg den 20. januar kunne drage sydpå med ro i sindet. 
 
Min "off-season" sluttede med en tur til Barcelona, for at se håndboldherrerne spille både kvart- og semifinale. Jeg har aldrig set live-håndbold før, men det var virkelig en fantastisk oplevelse, i selskab med en masse glade danskere! Gudskelov vandt vi jo både kvart- og semifinalen, så det var noget af en fest! Vi havde ikke billetter til finalen - set i bakspejlet, så var det vidst også meget godt, sådan som den udviklede sig :-(. 
 
Efter en kort tur til Barcelona, så gik turen tilbage til Murcia-området, med tog. Det blev til nogle dages træning, i selskab med Mark og Simon hjemme fra Frederikssund, som kom herned for at spille og træne i 9 dage. 
 
Torsdag og fredag i sidste uge, var det så blevet tid til årets første turnering. Den blev spillet på min "hjemmebane", når jeg opholder mig i Spanien - El Valle. Jeg kender banen rigtig godt og jeg holder virkelig af, at spille den. En fuldt ud solid golfbane med lutter gode huller :-). Turneringen er en del af Evolve Tour og blev spillet over 36 huller.
 
I første runde spillede jeg egentlig ganske fornuftigt, hvis man ser bort fra to huller, hvor jeg var helt væk, for at sige det ligeud. Der kunne jeg godt se, at det stadig kun var januar, og der var lidt rust der skulle bankes væk ;-). Jeg kom rundt i +5, med en triple og en double. Det var jeg egentlig nogenlunde tilfreds med. Jeg fokuserede faktisk mest på de 16 fornuftige huller og var bare rigtig glad for at være i gang igen! 
 
Anden runde var en del bedre for mit vedkommende, selvom jeg ikke rigtig fik den score jeg gerne ville. Jeg kom rigtig godt fra start og var -3 efter syv huller, takket være en eagle og en birdie. Derfra slog jeg dog lidt for mange løse slag, så jeg gik lidt i stå. Endnu en dum double ødelagde en runde under par, så jeg kom rundt i +1. Ikke lige hvad jeg havde håbet på, efter de første syv huller, men på den anden side, så var det også rart at kunne gå +1 og virkelig føle at jeg ikke kunne bruge flere slag. Derfor var der mange positive tendenser, at tage med fra årets første turnering :-).
 
Weekenden og mandag blev brug på spil og træning sammen med Mark, Simon og Thomas Nørret. Vi spillede prøverunde på Alhama Signature i mandags, alle fire. I går, tirsdag, startede nemlig årets anden turnering for mit vedkommende. Endnu engang gjaldt det en turnering på Evolve Tour - Condado Open, på Alhama Signature. 
 
Det er naturligvis en bane som jeg holder rigtigt meget af! Den opmærksomme læser, har måske opdaget, at det er den bane som jeg tidligere har gået 61 på, mit livs bedste golfrunde til dato. Derfor kan jeg jo ikke andet end at elske det sted ;-). 
 
I gårsdagens første runde kom jeg rigtig godt fra start, på favoritbanen! Jeg spillede 18 meget solide huller og var egentlig aldrig rigtigt i problemer, på noget tidspunkt. Det lykkedes mig at ramme 14 greens i regulation, så jeg gav mig selv rigtig mange birdiechancer. For9 blev tilbagelagt i 35 slag, efter en birdie og otte pars. Meget solidt og med lidt god vilje, så havde jeg også holet et par putts mere. 
 
Bag9 startede, desværre, med en bogey, da jeg ikke kom ind og i fra greenkanten. Fra hul 12 af lykkedes det mig at lave tre birdies på stribe, som grundlagde en god runde. End ikke en bogey på 16. hul, hvor det heller ikke lykkedes mig at komme ind og i fra en rimelig simpel position, kunne ødelægge mit gode humør og en god runde. 70 slag, -2, blev det til. 
 
En runde i -2 var faktisk nok til at placere mig på en delt førsteplads, efter første runde :-). Der er desværre ikke så mange med hernede, men der er da flere tidligere Europa Tour spillere i mellem, så det er en god, stille og rolig måde, at komme i gang med sæsonen på.
 
I dag skulle vi så ha' spillet anden runde af turneringen, som skulle være over 54 huller. Det forhindrede Moder Natur imidlertid, da hun sendte et stormvejr indover Alhama Signature. På hul to var teestedet sat frem på gul tee, så det spillede 350 meter. Jeg slog et ganske fint drive og havde stadig 167 meter til flaget! Altså et drive på lige over 180 meter! Det er bestemt ikke hverdagskost. 
 
Da vi kom op på green og fik markeret vores bolde, der blev vi kaldt i klubhuset. Efter et kort møde, så valgte turneringsledelsen at stoppe spillet for dagen. Udgangspunktet er, at jeg skal stå klar, i position på 2. green, kl. 10 i morgen tidlig. Mellem 9 og 10 i morgen, så vil de dog beslutte om vi skal spille derfra hvor vi er kommet til, eller om alle mand skal restarte anden runde fra første tee. Det er lidt en speciel situation, så jeg må vente og se hvad der sker i morgen :-)
 
En ting er helt sikkert. Det er at jeg glæder mig til at spille igen, uanset hvornår vi kommer i gang!
 
Ha' det godt så længe! 
 
Adios,
Bassen